Louise Ekmann Brandt, formand for Furesø Lærerkreds er tilfreds med resultatet af CEPOS-tilfredshedsundersøgelse med skolerne i Furesø, men er ikke enig i konklusionen.
Af Mikkel Kjølby
Den liberale tænketank offentliggjorde for en uge siden en tilfredshedsundersøgelse med landets folkeskoler. Den er baseret på svar for forældrene. Furesøs skoler lander på en delt tiendeplads ud af de 98 kommuner med et snit på 3,9, hvilket er det samme som i 2022.
Formanden for Furesø Lærerkreds, Ekmann Louise Brandt, forstår forældrenes fine tilfredshedsgrad.
– Jeg er tilfreds med undersøgelsen, og kan godt forstå forældrenes tilfredshed med deres børns skoleliv i Furesø. Der bliver hver eneste dag lavet et meget stort og værdifuldt arbejde på skolerne, og hvor lærerne løfter en stor opgave med god og spændende undervisning og fokus på trivsel og deltagelse for alle elever i fællesskabet, lyder det fra Louise Ekmann Brandt.
Der er sket noget på skoleområdet de senere år. Ikke mindst er de snærende bånd fra skolereformen i 2013 blevet løsnet.
– Jeg tror også, at de enkelte skoler er sat en smule mere fri de senere år fra mange store fælles kommunale projekter, så man nu på den enkelte skole kan tilpasse undervisningen og lave anderledes skoledage til den elevgruppe man har. Dette sker i tæt samarbejde mellem ledere og lærere, og det øger arbejdsglæden hos lærerne, siger Louise Ekmann Brandt.
CEPOS konkluderer ud fra undersøgelsen, at der ikke er nogen sammenhæng imellem forældrenes tilfredshed og bevillinger til folkeskolerne. Louise Ekmann Brandt er lodret uenig. Hun glæder sig over, at der blev fundet penge på det kommunale budget.
– Jeg håber, at de penge, der bliver tilført til skolerne i det kommende budget kan give mulighed for mere god undervisning og helst med mulighed for flere tolærerordninger. Jeg er ikke enig med forskningschefen fra CEPOS, der mener, at flere penge til Folkeskolen ikke er vigtigt. Vi mangler i den grad mulighed for efteruddannelse for lærerne og skal man fortsat lave god skole, er det vigtigt, at der er mulighed for det og det koster penge, slutter Louise Ekmann Brandt.