Da mørket faldt på lørdag aften, voksede køen til Den Hjemsøgte Skole i Farum Nord.
Små flagermus, dementorer, mumier, monstre, græskar og alskens gespenster havde samlet sig i skolegården og hvinede af skrækblandet fryd, når de besøgte de hjemsøgte klasseværelser på Farum Lilleskole. Udenfor gik større udklædte voksne rundt og holdt styr på alle tropperne – og på kageboden.
Det var forælder Christin Zwirko, der havde taget initiativet og samlet en flok frivillige forældre og naboer til lejligheden. I ugerne op til arrangementet har de planlagt og bygget, syet, malet, forberedt og tilrettelagt, så alt kunne være klar til at give børnene en god oplevelse.
Udover forskrækkelserne var der også mulighed for at erhverve sig en flot ansigtsmaling, et lækkert stykke hjemmebag – og slik. Det sidste takket være en venlig donation fra kaserneområdets lokale REMA 1000 købmand.
Der var 230 besøgende, som gik igennem portalen i løbet af de tre timer, arrangementet varede.
Stemningen var så uhyggeligt god hele aftenen, at initiativtager Christin Zwirko ikke er afvisende i forhold til at gentage det hele til næste år. Og mon ikke der nu er skabt basis for en Halloween-tradition på Farum Lilleskole?
Det vil vise sig, når arrangementet er evalueret.