Mexico indtager Farum i juni måned

Copenhagen Invitational får for første gang besøg fra Mexico, som kommer med 120 spillere, trænere og ledere. Foto: Copenhagen Invitational.

120 mexicanske basketballspillere, trænere og ledere har meldt deres ankomst til det internationale stævne Copenhagen Invitational fra den 20. til og med den 23. juni.
Stævnearrangør Jørgen Lind har netop fået den endelige bekræftelse på, at det mexicanske basketballforbund sender landshold i alle årgange og begge køn til stævnet, som er for U13, U14 og U15 lands- og klubhold.
-Det er meget spændende med den mexicanske tilmelding, fordi der er tale om et land som basketballmæssigt er på et væsentligt højere niveau end Danmark. De vælger at komme til Copenhagen Invitational, fordi vi har leveret kvalitet i mange år, fortæller Jørgen Lind.
2024-udgaven af Copenhagen Invitational bliver den 17. i rækken. Stævnet voksede fra et lille stævne til et stort stævne med anerkendelse fra det internationale basketballforbund FIBA, som hvert år afvikler dommerklinik ved Copenhagen Invitational.
De 120 mexicanere skal bo langt væk fra Furesø på Konferencecentret Bymose Hegn i Helsinge. Det skyldes, at Copenhagen Invitational i årevis forgæves har ledt efter en lokal hotelpartner. Dermed går det lokale handelsliv glip af betragtelig omsætning fra de udenlandske gæster ved det store basketballstævne i Farum Arena og Søndersøhallen.

 

 

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest