Tidligere sognepræst i Farum, forfatter, folketingsmedlem, lærer og samfundsdebattør Asger Baunsbak-Jensen er gået bort. Han blev 94 år.
Asger Baunsbak-Jensen har præget samfundsdebat i en grad, som ikke mange matcher.
Han blev uddannet lærer i 1953 og arbejdede som lærer Humlebæk Kommuneskole til 1961 og som forstander for Glamsbjerg Fri- og Efterskole på Fyn til 1968. Han skiftede karriere og blev undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet i 1968.
I 1981 tog han endnu et stort skift i sin livsbane, da han var sognepræst i Farum i otte år frem til 1989.
Sideløbende var han en særdeles produktiv forfatter. Det blev til 32 bøger. Forfatterskabet indbragte ham i 1984 Modersmål-Selskabets pris.
Asger Baunsbak-Jensen var også aktiv indenfor politik. Han var landsformand for Radikal Ungdom fra 1954 til 1957. Året efter blev han som 26-årig valgt til Folketinget i Frederiksborg Amtskreds i Nordsjælland, men sad kun i en periode. Han var folketingskandidat helt frem til 1984 og opnåede igen valg til Folketinget i 1984.
Asger Baunsbak-Jensen blandede sig i samfundsdebatten som landsformand for Foreningen Norden, formand for Danmarks Kirkelige Mediecenter, medlem af Det Etiske Råd, medlem af Rådet for Europæisk Politik og hovedbestyrelsesmedlem i Kræftens Bekæmpelse.







