Mindeord – Bjørn Sørensen

Bjørn Sørensen blev 68 år. Privatfoto.

Af Mikkel Kjølby. Stifter og redaktør af Alt om Furesø. 
Bjørn Sørensen er gået bort i en alt for tidlig alder. Bjørn fik hjertestop under en badetur på Kreta den 7. oktober. Han blev 68 år.
Bjørn Sørensens venlige væsen har haft betydning for mange mennesker på egnen.
Han var oprindeligt ansat i Københavns Skovdistrikt og blev organiseret i den lokale SID-afdeling. Den lokale formand, Lone Christensen, husker deres første møde.
-Der kom en stor, bestemt og rødhåret mand ind af døren. Jeg tænkte, at ham skal jeg nok få problemer med. Men han var helt anderledes, end man skulle tro ved første øjekast. Jeg fik en ven for livet, fortæller Lone Christensen.
Bjørn Sørensen skiftede til Værløse Kommune, hvor han i første omgang havde mange opgaver. Fx stod han for plejen af de lokale tennisbaner.
Arbejdslivet tog en drejning, da Værløse Kommune købte Søgården og flyttede Ungeinformationen fra Skovgårds Allé til gården mellem Værløse og Kirke Værløse.
Bjørn blev makker med Torben Hansen (Falck). Den ene var praktiker, den anden var teoretiker. Til sammen udgjorde de en formidabel duo. Gården blev base for det kommunale dyrehold, og snart strømmede det ind med unge mennesker med ondt i livet. De unge havde brug for rollemodeller. Bjørn Sørensens bestemte, men enormt rare væsen, kom til sin ret. Han kunne noget helt særligt med unge mennesker. 
Hvis de unge ikke mødte klokken 7, så hentede han dem. De unge fik jobs med at slå græsplæner eller rydde sne hos pensionister. De blev organiserede i SID, og når deres tid på Skovgården rendte ud, var de kommet ind i systemet og klar til et arbejdsliv.
Bjørn var også naturplejer og naturmenneske. Han var altid udenfor og havde gang i et eller andet.
Efter kommunesammenlægningen blev Søgården solgt. Aktiviteterne blev flyttet til Hjortøgård, som dog brændte stort set som flytningen blev aftalt. I stedet foregik aktiviteterne i romneyhallen.
Det var basen for Bjørns arbejdsliv frem til august 2023. Han gik på efterløn og skulle nyde livet sammen med sin bedre halvdel Annette og deres sammenbragte børneflok i huset tæt på Buresø.
Bjørn Sørensen bisættes fra Slagslunde Kirke torsdag den 24. oktober klokken 11.00.
Æret være Bjørn Sørensen minde.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

2 kommentarer til “Mindeord – Bjørn Sørensen”

  1. Anna bodil Haldi

    Vi savner Bjørn meget. Tak for de fine ord, Lone. Lige i øjet som vi vil huske Bjørn.

    1. Karel Henrik Tyle

      Tak for disse mindeord. Vi i Græsserlauget her i Farum for engen i Skovvænget kendte til Bjørn fra han engagement i vores mangeårige frivillige arbejde med at passe denne bynære naturperle. Bjørn var vores kommunale kontaktperson i sommerhalvåret, når der var noget vi ikke selv kunne klare i forbindelse med vores tilsyn med de to stude og deres mor. Han var der selv, eller sørgede for at en medarbejder var der, når dyrene skulle sættes på græs, og når de skulle flyttes tilbage til foldene i Værløse, når batteriet var løbet tør, når græsset langs hegnet skulle slås, og når hegnet blev lagt ned af asketræer, der faldt for asketopsygen. Vi havde mange hyggelige snakker med ham om dyrene, skoven – og alt muligt andet…

Der er lukket for kommentarer.