Op imod 2500 mennesker kiggede forbi mooncar-arenaen ved Borgmester Jespersens Vej onsdag eftermiddag. Sådan har det været siden starten af 1990´erne.
Af Mikkel Kjølby
Hver by har sine traditioner. I Farum findes de ikke meget større end det årlige mooncarløb for fritidshjemmene.
Det er en fest for børnene og vel også for de voksne medarbejdere i de otte lokale fritidshjem. Og så sandelig også en fejring af et usandsynligt stærkt sammenhold.
– Det startede med et sæbekasseløb, men det var lidt voldsomt at have børnene løbende rundt efter sæbekassebilerne, så det blev til mooncarløb, fortæller Mikkel Særmark-Thomsen fra Fritidsklubben Idrætten.
Mikkel fungerede som stævnespeaker og arrangør af dette års løb. Godt og vel 800 børn fra de otte fritidshjem var med til festen, som udover mooncarløb også havde cheerleader-opvisninger med deltagelse af grupper fra alle fritidshjem. Forældrene og tidligere deltagere kiggede også forbi. For det er et herligt skue!
– Der er selvfølgelig nogen, der vinder, og der er en stævnespeaker, som fortæller hvem, der fører løbet, men når jeg spørger børnene bagefter, synes de alligevel, at det var sjovt at være med, selvom de ikke vandt, siger Mikkel Særmark-Thomsen.
Der køres fire børneløb – fra 0. til 3. klasse med deltagelse af ti kørere fra hvert fritidshjem i hver årgang. Og så er der voksenløbet med deltagelse af tre voksne medarbejdere fra hvert fritidshjem.
– Der er meget prestige forbundet med voksenløbet. Ikke mindst fordi børnene også går meget op i, at sådan nogle store voksne sætter sig ned i en alt for lille mooncar. Det er spas, lyder det fra Mikkel Særmark-Thomsen.
Det startede på en strejkevagt
Helt tilbage i 1986 deltog medarbejdere fra fritidshjemmene i Farum i en strejke. Mens de kedede sig på strejkevagten, begyndte de at snakke om samarbejde. Det udviklede sig til Andelsforeningen, som blev stiftet samme år. Sæbekasseløbene, som blev til mooncarløb, menes at være indledt i starten af 1990erne.
– Det er helt unikt med den andelsforening. Vi arbejder utroligt meget sammen, og det får vi alle sammen meget ud af. Vi har endda sendt pressefolk ud til andre kommuner for at fortælle om andelsforeningen, forklarer Mikkel Særmark-Thomsen.
Andelsforeningen arrangerer også de årlige daglejre ved Farum Sø og andelsligaen i fodbold. Finalerne spilles inde på Right to Dream Park.
– Det er et stykke Farum-kultur. Stort set alle børn i Farum har været med til mooncarløb og de andre aktiviteter. Det er en fælles reference for alle, siger Mikkel Særmark-Thomsen.







