Fremadstormende Sonika står øverst på plakaten ved Furesø Musikskoles bandfest i Galaksen fredag den 20. februar, men man kan også opleve The All Inclusive Big Band, Pop and Soul og flere andre bands.
Af Mikkel Kjølby
Der er grøde i vækstlaget hos Furesø Musikskole. Ikke mindst er det lykkedes at skabe en del grupper, som nyder glæderne ved at spille sammen med andre.
Det fejrer Furesø Musikskole ved at holde en Bandfest i Kulturhuset Galaksens smukke koncertsal fredag den 20. februar kl. 19.
– Vi præsenterer et udsnit af musikskolen bands. Det er gratis at komme ind og de forskellige bands ser frem til at spille i den fantastiske koncertsal, siger Mads Strandgaard, leder af Furesø Musikskole.
Sonika har spillet ved flere lejligheder rundt omkring i Furesø og stiller op med deres energiske numre.
Furesø Musikskole har samlet 11 blæsere, fire på slagtøj og en sanger i The All Inclusive Big Band, som spiller jazz og popinspireret musik i bigbandstilen. Og så er der Pop an Soul, som lever op til navnet, samt et slagtøjsgruppe, som spiller samba-latin.
– Det er for at vise, at der er noget liv. Hvis man vil opleve, hvad der er i vækstlaget i kommunens musikliv, så kig forbi, siger Mads Strandgaard.
Furesø Musikskoles leder nyder, at der er gang i grupperne. Det er noget, man vil kigge mere ind i.
– Udviklingsstrengen i sådan en musikskole er, at først lærer du et begå dig på dit instrument, og langsomt skal du spille med andre. Vi kigger på om man hurtigere kan indgå i et samspil, så man hurtigt får en forankring. Det et at være sammen med nogen om at spille musik, kan noget helt særligt, forklarer Mads Strandgaard.







