Over 60 korsangere står side om side med nogle af landets markante musikalske personligheder den 19. april kl. 15 i Værløse Kirke.
Værløse Kirke inviterer til en af årets helt store koncertoplevelser: Organist og komponist Martin Åkerwalls bevægende pinseoratorium Når Helligånden åbner døre – et værk, hvor musik og poesi, fortvivlelse og håb, mørke og lys går hånd i hånd og taler direkte til hjertet.
Når Helligånden åbner døre er et værk om bevægelse og åbning – om det, der sker, når mennesker tør lade sig berøre, udfordre og forandre. Det er et stærkt bidrag til nyere dansk kirkemusik, som inviterer publikum ind i en både sanselig og eftertænksom musikalsk fortælling. Uropførelsen af ”Når Helligånden åbner døre” blev i 2021 sendt live i Danmarks Radio.
Over 60 medvirkende fylder kirkerummet, når Panumkoret og ungdomskorene fra Værløse og Hareskov kirker står side om side med nogle af landets markante musikalske personligheder: pianist Rikke Sandberg, mezzosopran Jasia Nielsen, solohornist Jakob Keiding fra Copenhagen Phil samt skuespiller Kristian Boland. Værket dirigeres af komponisten selv, Martin Åkerwall, som sammen med de medvirkende skaber en levende, nærværende og stærkt engagerende fortolkning.
Oratoriets tekster er skrevet af en af Danmarks mest elskede og betydningsfulde salmedigtere, Lisbeth Smedegaard Andersen. I sit klare, menneske nære og billedrige sprog giver hun stemme til tiden mellem påske og pinse – en tid præget af tvivl, venten, håb og forvandling. Hendes ord åbner for genkendelse og eftertanke hos både troende og tvivlende og danner et poetisk og teologisk fundament for værket.
Musikalsk forener Martin Åkerwall det solide kirkemusikalske håndværk med en nutidig og sanselig klangverden. Oratoriet bevæger sig mellem inderlige, meditativt prægede satser og mere kraftfulde, fællesskabsbårne afsnit, hvor kor, solister og instrumenter tilsammen udfolder værkets dramatiske og åndelige spændvidde.
Om de medvirkende
Jasia Julia Nielsen, dansk mezzosopran med base i København er uddannet i scene- og koncertsang fra Musikhochschule Lübeck. Hun har sunget en række centrale operapartier i både klassisk og moderne repertoire. Hendes virke spænder bredt fra opera til lied og oratorier med optrædener i Danmark og internationalt, bl.a. ved Oxford City Opera, Det Kongelige Teater, Rossini in Wildbad Festival og Wagnerfestspillene i Bayreuth 2025.
Rikke Sandberg har været solist med de fleste danske orkestre og Leipzig Kammerorkester foruden indspillet klaverkoncerter med DR Radiosymfoniorkestret, Luxembourg Philharmonie og Sønderjyllands Symfoniorkester.
Rikke har optrådt på festivaler og i koncertsale over det meste af Europa og store dele af Asien og USA. Rikke Sandberg underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i hovedfag og kammermusik. Desuden er hun ofte juryformand og medlem i klassiske konkurrencer.
Jakob Keiding er hornist og har gennem sin karriere været medlem af EU Youth Orchestra, Danish National Symphony Orchestra samt Austrian Radio Symphony Orchestra (ORF) i Wien. Siden 1993 har han haft stillingen som solohornist i Copenhagen Philharmonic, hvor han har markeret sig som en central profil i orkestret. Som solohornist har han medvirket i en række internationale produktioner.
Kristian Boland, skuespiller, sanger og instruktør er uddannet ved Århus Teaters elevskole 1980-83. Han har siden, både som sanger og skuespiller, været tilknyttet flere københavnske teatre og medvirket i adskillige turné-forestillinger og tegnefilm samt produktioner for radio og tv. Kristian Boland har bl.a. spillet Biff i “En Sælgers Død” på Det Danske Teater, Svend Gjønge i “Gøngehøvdingen” på Det Ny Teater og Sloane i “Entertaining Mr. Sloane” på Folketeatret. Han har også medvirket i flere musicalforestillinger, bl.a. som Marius i “Les Miserables” på Østre Gasværk, som Christian Kold i “Tordenskjold” og som Aramis i “De Tre Musketerer” på Gladsaxe Teater. På Det Ny Teater har han sunget Eisenstein i “Flagermusen” og har desuden haft roller som Grev Danilo i “Den Glade Enke” på Det Ny Teater, Præsten i “Don Quixote”, Monsieur André i “The Phantom of the Opera” og Kaptajn von Trapp i “The Sound of Music”. Senest har Kristian Boland spillet hovedrollen i Nørregade Teatrets opsætning af Rosens navn.
Panumkoret blev stiftet på Panuminstituttet i København i 1993 som et kor for medicinstuderende. Der er stadig en del medicinere i koret, herunder nogle af de oprindelige stiftere, men i dag er sammensætningen af de cirka 60 sangere mere blandet i kraft af Panumkorets ambition om at være blandt Københavns bedste amatørkor.
På den baggrund har Panumkoret udviklet sig markant rent musikalsk de seneste år og har derved tiltrukket mange talentfulde og dedikerede sangere. Korets chefdirigent Kasper Borchersen har forstået korets indstuderingen af Martin Åkerwalls oratorium.
Værløse Kirke og Hareskov Kirke har begge ungdomskor og denne dag får publikum muligheden for at opleve dem synge sammen.
Efter koncerten byderen kirken på et glas. Der er gratis adgang.







