Furesø Kommune har overfor beboerne i Dalsø Park indikeret, at det bliver nødvendigt at forlænge perioden med oplagsplads ved Kirke Værløsevej. Beboerne frygter en længere periode med støj og rod. Furesø Kommune erkender, at entreprenøren har brudt reglerne.
Af Mikkel Kjølby
Med få dages varsel lagde Furesø Kommunes forvaltning en tillægsdagsorden til Økonomiudvalgets møde i februar 2024. Her fremgik det, at Vestforbrænding ønskede mulighed for såkaldte oplagspladser til fjernvarmeudrulning ved Skovlinjen og ved Dalsø Park.
Beboerne ved Dalsø Park forsøgte at få flyttet indkørslen fra vejen ind til Dalsø Park ud til Kirke Værløsevej, men blev afvist med argumenter om trafiksikkerhed.
Siden har beboerne i Dalsø Park levet med støj og byggerod også udenfor arbejdstid, hvilket der er klaget over.
Line Brodie bor i første række ud til oplagspladsen og er rystet over, at entreprenøren åbenlyst bryder reglerne for miljøgodkendelsen.
– Vi er her i række 1 meget forstyrret af byggepladsen og vækkes hver morgen, ofte inden den tilladte starttid for arbejdet kl. 7, siger Line Brodie, som frygter en forlængelse af oplagspladsen.
– Vi havde indstillet os på at have en byggeplads i baghaven i tre år, men en forlængelse er uacceptabel og i øvrigt også afvist af embedsmænd fra Furesø Kommune på et møde i forbindelse med anlæggelse af byggepladsen, forklarer Line Brodie.
Lejeaftalen udløber den 31. januar 2027, men ved et møde med Furesø Kommune den 2. juni 2026 blev det indikeret, at lejeaftalen skal forlænges. Det vil i så fald være frem til 2030. Alt om Furesø har spurgt ind til sagen.
– Om der bliver brug for at forlænge lejeperioden, afhænger af, om det lykkes at finde areal til en oplagsplads i Kirke Værløse/Laanshøj, når fjernvarmearbejdet rykker videre. Det arbejder forvaltningen fortsat på, og der er således ikke taget stilling til om lejeaftalen skal forlænges. Hvis det mod forventning ikke er muligt at finde en oplagsplads i Kirke Værløse/Laanshøj, kan det blive nødvendigt at fortsætte med oplagspladsen på Dalsø Park, lyder det i et svar fra Furesø Kommunes Center for By og Miljø.
Beboerne har klaget over, at entreprenøren ikke overholder miljøgodkendelsen for oplagspladsen. Det sker ved at køre ind og ud af oplagspladsen udenfor det aftalte tidsrum. Furesø Kommune er tilsynsmyndighed og skal derfor føre tilsyn med brugen af oplagspladsen ved Dalsø Park. Kommunen oplyser, at der er gennemført miljøtilsyn med pladsen den 30. juni 2026.
Det var dagen efter, at Alt om Furesø stillede en række spørgsmål til Furesø Kommune om oplagspladsen.
Et af spørgsmålene gik på om entreprenøren overholder de vedtagne regler for, hvornår pladsen må være aktiv og hvor mange gange de kører ind og ud dagligt?
– En af naboerne på Dalsø Park har klaget over støjende aktiviteter på pladsen før kl. 7 om morgenen. Kommunen indskærpede derfor den 11. maj 2026, at bygherren Vestforbrænding skulle sørge for, at der fremover ikke udføres arbejde på matr. nr. 14fu Kirke Værløse By uden for tidsrummet kl. 7-18 i hverdagen mandag-fredag, jf. vilkår 22 i miljøgodkendelsen for oplagspladsen, lyder det fra Furesø Kommune.
Men det bliver værre, for kommunen har selv observeret, at bygherren overtræder reglerne.
– Siden kommunen indskærpede vilkåret om det tilladte tidsrum for støjende aktiviteter har kommunen i forbindelse med tilsyn den 26. juni 2026 selv observeret kørsel med lastbil på pladsen før kl. 7 om morgenen. Kommunen har bedt bygherren og entreprenøren om at redegøre for hvordan de vil sikre mod flere hændelser med støj på pladsen uden for det tilladte tidsrum, skriver Furesø Kommune til Alt om Furesø.
Det får dog ikke nogen direkte konsekvenser for entreprenøren.
Entreprenøren Per Aarsleff har efterfølgende meddelt Furesø Kommune at:
– Der opsættes et stort skilt ved indgangen til pladsen, hvoraf det tydeligt fremgår at der ikke må være kørsel med lastbiler eller brug af maskiner før kl. 7 og efter kl. 18, mandag-fredag undtagen helligdage. Per Aarsleff har orienteret samtlige ansatte med adgang til pladsen, herunder underentreprenører, om arbejdstidsreglerne på pladsen. Per Aarsleff har orienteret leverandører om, at leverancer ikke må foregå uden for det tilladte tidsrum for arbejde på pladsen. Per Aarsleff har orienteret samtlige ansatte med adgang til pladsen, herunder underentreprenører, at når de bestiller varer eller materialer, skal leverandører orienteres vedrørende det tilladte tidsrum for leverancer på pladsen.







