Flere organisationer er gået sammen om et stort arrangement i Farum Nyvang i forbindelse med Nat i Naturen lørdag den 6. september.
Af Mikkel Kjølby
Ude i Ganløse Ore findes der et herligt sted. Nyvang Lejrplads har en masse overnatningspladser i form af shelters, men også aktiviteter og mulighed for kreativitet.
Naturpark Mølleåen, Claus Nar spejdergruppe og Farum Orienteringsklub har valgt at placere et stort arrangement i forbindelse med Nat i Naturen netop her.
Fra lørdag kl. 13 til søndag kl. 11 vil der være et væld af aktiviteter og oplevelser for deltagerne, mens insekterne sværmer, ilden knitrer og månen lyser nattehimlen op.
For Claus Nar Gruppe er det en mulighed for at vise spejderlivets kvaliteter.
– Nat i Naturen er en mulighed for at invitere nogle mennesker længere ud i naturen. Det er mennesker, som ikke er spejdere og ikke er vant til at være i naturen. Det er en måde at vise, hvad man kan med naturen, fortæller spejderleder Rasmus Dahl Jensen fra Claus Nar Gruppe.
Ikke mindst er der premiere på et nyt mastesejl, som kan give skygge eller læ. Det har Claus Nar Gruppe indkøbt med støtte fra Furesø Kommune.
Bo Brøndum Petersen, formand for naturrådet i Naturpark Mølleåen ser frem til arrangementet.
– De største naturoplevelser er ofte de mest enkle. Naturen tilhører os alle. Men selvom lysten er der, kan det virke uoverskueligt at tage hele familien med ud at overnatte – især hvis man mangler erfaring, udstyr eller viden. Med ’Nat i Naturpark Mølleåen’ vil vi gøre det nemt at komme i gang og inspirere lokalområdet til at tilbringe flere nætter i vores smukke naturpark, siger Bo Brøndum Pedersen, formand for naturparkrådet i Naturpark Mølleåen.
Arrangementet er for alle – både dig som er ny i naturen, dig
der har erfaring og alt derimellem.
Eftermiddagen og aftenen byder på sjove aktiviteter for alle aldre, som historiefortælling ved bålet, orienteringsløb, snitteværksted, nattens insekter, refleksløb i mørket, båltænding og meget mere.
Ved den fine shelterplads i Farum Nyvang kan man vælge at sove i shelter, lavvu, hængekøje eller telt. Naturparken og Claus Nar Spejdergruppe stiller masser af udstyr til rådighed – både bålgrej, soveposer, liggeunderlag, telte, hængekøjer, pandelamper, reb, tarp/presenning m.m.
Tilmelding på dette link: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/rkw4c7pyra






