Furesøs sejeste sagn fortæller om en drabelig kamp med en drage i Nørreskoven. Dragens blod formede Dybendalsrenden og farver fortsat Furesøen orange, lyder det ifølge lokal folklore. Turguiden Nichlas elsket sagnet om Ole Dybendals heltedåd og leder stadig efter den sagnomspundne skat.
Af Mikkel Kjølby
Sagnet om Ole Dybendals heltedåd i Nørreskoven er uden sammenligning det bedste og mest elskede i Furesø. Det er usædvanligt velbeskrevet i forhold til lokaliteterne, men hvornår det skete, melder historien intet om. Ej heller, hvad der blev af den store skat, som den mægtige drage vågede over.
Turguiden Nichlas Norlander elsker sagnet om Dybendalsrenden og fortæller den altid, når han viser rundt i Nørreskoven, hvor han voksede op. Han mener endda at have fundet det sted, hvor dragen lå og snorksov, da den uheldigvis blev vækket af kujonen Pejelars.
Sagnet om Dybendalsrenden
Som det meste andet i livet handlede det om kærlighed. Pejelars var vild med smedens datter Katrine, og gjorde konstant kur til denne, men den store, stærke smed, som boede i den gamle smedje i Farum Landsby, ville ikke vide af den fattige unge mand, som han kaldte for en bangebuks.
Lars havde en god ven i Ole Dybendal. Han var kendt for at være sød, hjælpsom og en modig kriger.
Alle i området kendte til den farlige og grumme drage, som vogtede over en stor guldskat og spiste enhver som kom for tæt på.
Ole tilbød at slå dragen ihjel og give Pejelars hele skatten, så han kunne få smedens datter. De fik gode råd af den gamle heks, som boede i Nørreskoven.
Heksen ville gerne af med den farlige drage. Hun kastede noget pulver på Ole og Lars. Pulveret ville sikre, at dragen hverken kunne se, høre eller lugte de to mænd, men kun så længe de ikke sagde en lyd.
Efter nogen søgen fandt de dragen i Nørreskoven. Den kæmpestore drage lå og snorksov ovenpå skatten, men hver gang den snorkede, kom der røg ud af dens næsebor.
Nu skulle de blot liste sig tæt nok på dragen til, at Ole kunne stikke sit sværd i dens hjerte. Desværre var Pejelars en rigtig bangebuks. Han kom til at hyle af skræk, da der ild ud af munden på den sovende drage.
Dragen åbnede sine store, røde øjne. Der startede en kamp på liv og død mellem dragen og Ole, mens den feje Lars tabte sit sværd og gemte sig.
Efter lang tids forrygende kamp hoppede Ole op på dragens rug, og stak sit sværd ind i dragens hals. Dragen spyede ild omkring sig, mens Ole løb for sit liv, men blev bidt af dragen og døde af sine sår. Blodet sprang fra dragens hals og formede en stor rende i skovbunden. Blodet løb ned af bakken til Furesøen.
Ole Dybendal blev fejret som en helt, og den store rende blev døbt Dybendalsrenden. Til gengæld var der ingen nåde for kujonen Pejelars. Han blev udskammet og flygtede til den jyske hede, hvor han blev omrejsende spillemand.
Ifølge sagnet kan man stadig finde drageknogler i skovbunden, og skatten har man aldrig fundet.
Men nu er Nichlas på sporet af den!
