Det konservative byrådsmedlem Niels Jørgen Brandt glæder sig over, at såvel Socialdemokratiet som gruppen bag kompromisforslaget for Baunesletten har bevæget sig.
Af Mikkel Kjølby
I starten var der enighed om, at græsningsprojektet på Baunesletten skulle gennemføres med en indhegning til græssende køer.
Efter borgermødet den 2. april kom der bevægelse i det. Der blev lavet en underskriftsindsamling imod forslaget og stiftet en forening Bevar Baunesletten, som har afvist enhver form for indhegning af det rekreative område.
Et par måneder senere skiftede Konservative og Venstre standpunkt. Niels Jørgen Brandt (C) og Lars Carpens (V) ønskede at respektere modstandernes holdninger i forhold til bevarelse af det rekreative område.
Det sendte projektet til hjørne. Der skete ingenting i mere end et halvt år, men for to dage siden kom Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Alternativet og DN Furesø på banen med et kompromisforslag, som friholder 2/3-del af Baunesletten fra indhegning. Og dagen efter kom Socialdemokratiet med et forslag om at benytte flere metoder til naturpleje uden dog at blive særlig konkret.
Niels Jørgen Brandt glæder sig over bevægelserne.
-Angående kompromisforslaget – godt at der er bevægelse. Både fra gruppen bag, og fra Socialdemokratiet, hvis position har været uklar et stykke tid, siger Niels Jørgen Brandt og fortsætter:
-Jeg er glad for, at C og V tog de lokale bekymringer om at miste Baunesletten som et rekreativt område alvorligt, og at det fører til en proces med mere dialog og involvering. Det er en vigtig beslutning, som ikke skal tromles igennem. Vi skal finde en god balance mellem måderne at lave naturpleje på i vores kommune, afpasset det lokale område. Hegning og store græssere er ikke svaret på alt. Afbrænding og høslåning er gode metoder, når de gennemføres omhyggeligt. Vi har set rigtig fine og glædelige resultater med sommerfugle på Baunesletten i 2024 fra baseline optællingen fra Natur365. I samme ånd skal ingen forslag til kompromiser lukkes ned nu, men diskuteres ordentligt og hvor der lyttes til både DN og Bevar Baunesletten og alle relevante parter, lyder det fra Niels Jørgen Brandt.
Link til artikel om kompromisforslaget. Her er kompromisforslaget for Baunesletten – Plads til det hele.
Link til debatindlæg. Debat – Helårsgræsning, høslæt og afbrænding styrker naturen i Furesø