Et flertal i byrådet har besluttet at igangsætte renovering af Hareskovhvile til brug for rusmiddelrådgivning, jobklubber og foreninger.
Af Mikkel Kjølby
Stuehus, rekonvalescenshjem, posthus, hjemmepleje og nu rusmiddelrådgivning, jobcenter og foreningshus. Hareskovhvile er klar til en ny æra.
Hareskovhvile er en af de sidste rester af den gamle landsby, Lille Værløse. Det meste blev revet ned, da Værløse Bymidte skulle etableres. Hareskovgårds stuehus overlevede og er i dag registreret som bevaringsværdigt.
Formanden for Handicap, Social, Psykiatri og Beskæftigelse, Jan Kjældgaard, SF, begrundede ønsket på denne vis
– I maj 2025 besluttede byrådet, at benytte jobklubber som en del af fremtidens beskæftigelsesindsatser, men vi har ikke haft egnede lokaler, sagde Jan Kjældgaard.
Han fortalte videre, at der bliver 400 deltagere i jobklubberne. 200 om dagen. Fordelt på seks hold. Samt at det ville koste 16 mio. kr. at bruge eksterne partnere. Han fremhævede også en brugerundersøgelse af jobklubberne, som viste stor tilfredshed med jobklubberne.
– Det er klogt og nødvendigt, når vi kan løse opgaven selv, lød det fra Jan Kjældgaard ved onsdagens byrådsmøde.
Konservative er ikke principielt imod at bruge Hareskovhville til jobklubber, men mangler et belyst grundlag.
-Vi mangler analyser af drift og konsekvenser. Mangler analyse af jobklubbernes konkrete behov. Vi stemmer imod. Da det kræver et langt bedre oplysende grundlag, sagde Musa Harmanci.
Det fik borgmester Nicolai Bechfeldt (V), til at bakke op om forvaltningens indsats.
– Jeg forstår, at der er følelser i det. Vi skal prøve at have den debat, vi skal have på en måde, hvor man anerkender, at forvaltningen har gjort sit arbejde i forhold til at lave en ordentlig sagsbehandling og sagsfremstilling. Der har været to fremlæggelser i fagudvalget, der har været genbehandling af de alternativet, der er blevet politisk foreslået. Det kan man godt have respekt for, sagde Nicolai Bechfeldt.
Niels Jørgen Brandt (K) var ikke ligefrem enig.
– Der er tale om et spritnyt udvalg, som får ikke et særligt oplyst grundlag. Der er ikke nogen beskrivelser af jobklubber. Det er ikke beskrevet nogen steder. Der er mangel på omhyggelighed her. Det handler om at vi gerne vil være med til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Jeg kan ikke stå på mål for løsninger, som jeg ikke kan få forklaret, sagde Niels Jørgen Brandt.
Forvaltningens oplæg blev besluttet af et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
Konservative og Radikale Venstre stemte imod.








1 kommentar til “Nu er det ganske vist – Hareskovhviles fremtid er på plads”
Dejligt at man kan bevare noget fra den gamle landsby – ærgerligt at man ikke har bevaret noget mere.
Der er lukket for kommentarer.