Ny direktør – Nyder at arbejde med højeste kvalitet

Christian Tage Nyvang Hansen har siden 1. marts stået i spidsen for The Scandinavian Golf Club på Oldvej.

Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man træder ind af døren til The Scandinavians klubhus på Oldvej. Ligesom de to baner New og Old Course er det bygget til at imponere. Det var salget af virksomheden Navision, som gav grundlaget for at bygge golfklubben på de tidligere militære øvelsesområder bag Farum Kaserne. Der blev ikke sparet på noget.
Det er disse rammer, som 44-årige Christian Tage Nyvang Hansen fra Birkerød skal fylde ud. Han startede den 1. marts som administrerende direktør for den privatejede golfklub efter 10 år i spidsen for landets ældste golfklub Københavns Golfklub på Eremitagesletten. Et skifte fra en forening med en hæderkronet historik til en privatejet golfklub med store ambitioner.
– Det er meget anderledes. For mig er det en mulighed for at arbejde med den højeste kvalitet i dansk golf, siger Christian Tage Nyvang Hansen, som er uddannet cand. merc i kommunikation og ledelse fra CBS.
The Scandinavian Golf Club er et helle for de fleste danske professionelle golfspillere. Søren Kjeldsen, JB Hansen og mange fra den nye generation har deres faste gang her, når de er hjemme i Danmark.
– Det er vigtigt for alle golfspillere at have et godt miljø omkring sig. Man vil gerne træne og spille med andre på samme niveau. For de professionelle spillere handler det også om, at de helst vil spille og træne på en bane, som minder om det, de møder i forbindelse med turneringerne i udlandet. Det giver vi dem mulighed for, forklarer Christian Tage Nyvang Hansen.
De professionelle golfspillere, der er medlemmer, har således en pro-tee i bunden af driving rangen, der er forbeholdt dem.
The Scandinavian er meget mere end de professionelle. Der er en stor og velfungerende herreklub og juniorafdeling har 70 medlemmer. Det hele bindes sammen af et naturskønt anlæg med stier på kryds og tværs.
Mange lokale går en tur på anlægget. Det ser klubben gerne. Man er også velkommen i klubhuset og restaurant The Waters. For klubben er gæsternes sikkerhed det vigtigste.
– Vores klare opfordring er, at man holder sig på stierne og ikke hører musik. For man skal helst kunne dukke sig, når der bliver råbt FORE. Vi har oplevet, at folk holder picnic på en green. Det går ikke. Det ville være kedeligt at få en golfbold i søndagskagen, lyder det fra Christian Tage Nyvang Hansen.

Naturprojekter på begge baner
The Scandinavian er førende indenfor miljøarbejdet. Fx. foregår al vanding med regnvand. I vinters har der været arbejdet på begge baner. 
– I vinters lavede vi et større trærydningsprojekt, fordi træernes alder gjorde dem sårbare overfor efterårsstorme. Det var et omfattende stykke arbejde, der bl.a. betyder at vi nu har fået indkig til Trevangsområdet, forklarer Christian Tage Nyvang Hansen.

Stort arrangement til sommer
The Scandinavians baner rangeres blandt de allerbedste i Skandinavien, og klubben har fået tilbudt DW World Tour-afdelinger, men det passer ikke ind i konceptet, da det kræver afspærring af baneanlægget.
En undersøgelse blandt medlemmer viste til gengæld stor opbakning til at tage værtskabet for EM for amatører. Det sker fra den 26. til den 29. juni.
– Vi glæder os over den store opbakning blandt medlemmer. Vi har fået 70 frivillige og laver vagtplaner med forplejning og det hele. Det skal være fedt at være frivillig og give noget tilbage til klubben, siger Christian Tage Nyvang Hansen.
EM for amatører er ikke nogen lille ting. Rory McIlroy, Nicolai Højgaard og mange andre store stjerner har vundet turneringen.
– Det er morgendagens stjerner. Vi håber meget på, at der kommer en del tilskuere. Det er ret højt niveau, fortæller Christian Tage Nyvang Hansen.
Syv danskere er kvalificeret til EM for amatører ved at være i Top 250 på verdensranglisten, men der er også mulighed for wildcards. Et af dem kunne gå til et medlem af The Scandinavian Golf Club.

The Scandinavian er blandt de førende indenfor klimatiltag. Al vanding af banen foregår således med regnvand.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder