AL Sydbank Furesø Open viste, at Hareskov-Værløse Tennisklubs mission om at skabe flere tennisspillere er godt undervejs.
Af Mikkel Kjølby
Med 564 gennemførte kampe blev AL Sydbank Furesø Open igen en bragende succes, som tegner til at fortsætte de næste mange år.
Klubmanager Kristian Grøn forventer, at indgå længerevarende samarbejder med sponsorerne AL Sydbank og Semler-gruppen.
– Nu peger det videre på, at AL Sydbank har udtrykt ønske om at styrke samarbejdet og gøre det endnu bedre. Jeg håber på, at vi kan lave længerevarende samarbejder, siger Kristian Grøn.
AL Sydbank Furesø Open blev skabt for at skabe en tennisfest for alle tennisspillere. Landets bedste spillere sveder side om side med motionisterne og de yngste spillere.
Hareskov-Værløse Tennisklub investerer stort i et trænerteam, som skal skabe nye tennisspillere. Hvis dette års AL Sydbank Open viste noget, så er det, at klubben er godt undervejs med at forme en ny generation af tennisspillere.
Ikke mindst på drengesiden er der spillere på vej lige fra U18 ned til U10. Det er så mange, at det er vanskeligt at opremse dem alle.
Albert H. Kragh er blot en af dem, som har udviklet sig markant. Han nåede semifinalen i U14 Kategori G. Lillebror Eskild gjorde det samme i U12 Kategori G.
Den store masse af drengespillere gør det realistisk at skabe en stærk herreafdeling på sigt.
Hareskov-Værløse er endnu længere fremme på damesiden. Tvillingerne Anna og Emma Brandt Schultz dystede i finalen i Kategori G i damesenior, det blev med Anna som vinder. Cassandra Davids Hinnerskov vandt U18 Kategori G og U14-spilleren Lea Keinicke Staghøj vandt damesenior Kategori 2.
Kristian Grøn er særdeles tilfreds med, hvad han så på banerne.
– HVTerne gjorde det godt. Det er svært at sætte en finger på noget, siger Kristian Grøn.
En række af ungdomsspillerne fortsætter i denne uge ved DM for ungdomsspillere.







