Nye vinde på Gedevasevang – regnskabet er godkendt

Bestyrelsen for Gedevasevang nåede i mål med et regnskab med et lille minus.

Efter et turbulent år 2025 har bestyrelsen for Gedevasevang godkendt årsregnskabet. Det lykkedes at nå i land med et mindre underskud, som kan gå i nul, hvis kommunen indbetaler manglende beløb.
Af Mikkel Kjølby
I august 2025 buldrede og bragede det i det ellers så fredelige Aktivitetscenter Gedevasevang, hvor formanden Lene Bang og de øvrige byrådsmedlemmer trak sig fra bestyrelsen efter et opgør med den øvrige del af bestyrelsen, som stillede et mistillidsvotum til formanden. Det skete blandt andet med henvisning til manglende mulighed for indblik i halvårsregnskabet.
Birte Jakobsen kom til som formand. Et halvårsregnskab blev fremlagt i slutningen af august måned. Ifølge Birte Jakobsen var det meget mindre end sædvanligt.
– Vi har siden sparet, udsat indkøb og ansættelser og knoklet. Derfor ender vi med – ­­efter min opfattelse – et mindre underskud, siger Birte Jakobsen til Alt om Furesø.
Efter forhandlinger med Furesø Kommune lykkedes det at lande en ny driftsaftale og få tilbagerullet besparelsen på 300.000 kr. årligt fremadrettet.


Aktivitetscenter Gedevasevang oplyser i en pressemeddelelse, at årsregnskab 2025 er blevet behandlet og godkendt af bestyrelsen på det seneste bestyrelsesmøde.
 -Regnskabet udviser et mindre underskud i 2025. Det pæne resultat skyldes besparelser, en meget stor indsats fra personale, frivillige samt at vores brugere fortsat bakker op om vores aktiviteter, siger Birte Jakobsen og fortsætter:
– Nu skal vi videre – Men, men vi holder vejret lidt endnu. Tilsyneladende har vi fået udbetalt for lidt i driftstilskud. Vi er derfor i dialog med kommunen og forventer, at Gedevasevang får udbetalt det manglende beløb, hvilket vil betyde, at vores regnskab vil gå i nul, lyder det fra Birte Jakobsen, som på bestyrelsens vegne takker de frivillige for indsatsen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder