Fredag den 10. oktober kl. 18.30 holder Alverdens Vine forfatteraften med oberst Lars Møller. Han blev landskendt, da hans kampvognseskadron skød tilbage i forbindelse med et angreb under krigen i Bosnien.
Af Mikkel Kjølby
Den 29. april 1994 udkæmpede danske kampvogne i ildkamp med serbiske styrker under en træfning udkæmpet ved en svensk bemandet FN-observationspost ved Tuzla i Bosnien.
Den danske kampvognseskadron fra NORDBAT 2 kom svenskerne til undsætning og blev beskudt fra nedgravede stillinger. Ingen danske eller svenske soldater kom noget til, men de serbiske styrker led svære tab. I folkemunde fik episoden navnet Operation Bøllebank.
Manden, der gav ordren til at skyde tilbage, er oberst Lars Møller fra Farum. Han blev pensioneret fra forsvaret for ca. ti år siden og har efterhånden et omfattende forfatterskab. Hans seneste bog har titlen ‘Snigskytter’. Her beretter han fra frontlinjen.
Fredag den 10. oktober kl. 18.30 er der forfatteraften med Lars Møller i Alverdens Vine.
Her vil Lars Møller fortælle om sin seneste bog, men mon ikke han giver et par meldinger til den aktuelle debat om Danmarks sikkerhedspolitiske situation og ikke mindst betragtninger om dronerne, som sværmer over os i disse uger.







