Driftsgården målinger af isens tykkelse på de lokale søer indikerer, at det ikke når at blive skøjtevejr i denne omgang.
Af Mikkel Kjølby
Enkelte steder har modige sjæle vovet sig ud på isen på de lokale søer og moser i weekenden, men Furesø Kommune har officielt advaret imod at gøre det.
I fredags blev isen målt til mellem fem og otte centimeter tyk. Den skal være 13 centimeter tyk, før det er sikkert at færdes på isen.
Mandag morgen var Driftsgården igen i aktion med et isbor. Denne gang blev isen målt til 10 centimeter tyk.
– Vores mand trådte selv igennem isen på en sø i Nørreskov Park. Isen er slet ikke tyk nok endnu og når formentlig heller ikke at blive det, siger Gert Klausen, driftsleder på Driftsgården i Furesø Kommune.
Vejrudsigten melder om tøvejr de næste dage. Intet tyder altså på, at isens tykkelse skulle blive forøget.
– Det ser ud til, at det bliver tøvejr. Vi får ikke åbnet for denne gang, siger Gert Klausen.







