Et par af landets kommende operastjerner, Frederikke og Anders Kampmann, giver koncert i Galaksen onsdag den 3. december.
Furesø Musikforening afslutter sæson 2025 onsdag den 3. december kl. 19.30 med en operaaften.
– Vi får besøg af to fremadstormende unge operasangere.: Frederikke og Anders Kampmann. Man kan glæde sig til en aften med dejlige operaarier og duetter, som krydres med lidt jul. Ikke mindst vil vi få høre arier og duetter fra deres seneste succesfulde medvirken i La Traviata på Den Jyske Opera, fortæller Kirsten Høybye, formand for Furesø Musikforening.
Frederikke Kampmann er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og ved Musik und Kunst Privatuniversität i Wien. I den østrigske hovedstad har hun sunget på bl.a. Theater Akzent, Theater MuTh og Wiener Kammeroper.

Frederikke Kampmann har desuden været medlem af Junges Ensemble på Theater an der Wien. I 2022 modtog hun Musikanmelderringens Kunstnerpris på Copenhagen Opera Festival.
Anders Kampmann er uddannet på Guildhall School of Music and Drama i London og på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Med støtte fra Statens Kunstråd er han en del af karriereprogrammet “Den unge kunstneriske elite”, som forbereder en række særligt talentfulde unge kunstnere til de danske og internationale scener. Anders Kampmann har bl.a. optrådt på Jyske Opera, Copenhagen Opera Festival og Det Kongelige Teater, hvor han medvirkede i Kasper Holtens opsætning af Den glade enke. I sæson 2022-2023 har han desuden sunget rollen som Alfredo i La Traviata på den hollandske Reisopera, og han har optrådt i operaen Grænsemageren i “Opera på grænsen”.
Ved flyglet sidder den rutinerede pianist Søren Rastogi.
Gæstebilletter ved indgangen i Galaksen
Unge under 18 år gratis adgang.






