Efter det dramatiske bestyrelsesmøde på Gedevasevang har der været usikkerhed om aktivitetscenterets fremtid. Nu sender de tre afgående bestyrelsesmedlemmer et beroligende signal til brugerne.
Af Mikkel Kjølby
Der er ingen grund til at frygte for fremtiden for Aktivitetscenter Gedevasevang. Det slår Lene Bang, Helle Vallentin og Lars Carstensen fast i en fælles udtalelse.
– Gedevasevang er et vigtigt samlingspunkt for mange borgere. Vi har et stort ønske om, at det fortsætter med at være netop det. Til brugere og frivillige vil vi gerne sige: Der arbejdes aktivt på at finde en løsning, så Gedevasevang kan fortsætte, lyder det i udtalelsen.
De tre byrådspolitikere sad i bestyrelsen for Gedevasevang frem til et ekstraordinært bestyrelsesmøde i starten af august måned. Et flertal bestående af repræsentanter for beboerne og de frivillige på Gedevasevang fremsatte et mistillidsvotum til formanden, Lene Bang. Næstformand Sven Antik begrundede mistilliden med manglende indblik i regnskaberne samt uenighed om ansættelsen af lederen.
Det fik de tre politikere til at møde frem til mødet med en melding om, at det kommunale tilskud kunne stoppes, hvis ikke flertallet trak forslaget tilbage. Så sagde det ellers bang. Flertallet fastholdt mistilliden. De tre politikere trak sig fra bestyrelsen. Birte Jakobsen blev valgt som ny formand og har forsøgt at gyde olie på vandene.
Alt Om Furesø har i en analyse påvist, at der bag mistilliden til formanden ligger et opgør om stedets sjæl. Helena Vitrup blev ansat som leder for lige over et år siden med den mission, at åbne stedet for endnu flere brugere. For tre måneder siden gik Helle Vallentin til Lene Bang for at sikre lederen ordentlige arbejdsforhold.
De tre politikere nævner denne problematikken i deres fælles udtalelse.
– Det kræver naturligvis, at lederen får ordentlige arbejdsforhold – uden daglig indblanding eller chikane fra bestyrelsesmedlemmer. Det er essentielt, at der tages tage fat om de udfordringer, der er, og at der findes løsninger, der kan sikre et godt samarbejde og et trygt miljø for alle. Vi arbejder på at finde en løsning, der kan sikre den stabilitet og fremdrift, som Gedevasevang fortjener, lyder det i den fælles udtalelse.







