Den 1. oktober 2002 holdt Johannes Krarup sin første gudstjeneste som sognepræst i Værløse. 21 år senere er han blevet en fast del af livet i Værløse. Han deler ud af sine erfaringer og livslærdom i denne serie, hvor vi kommer med på fem nedslag i hans liv.
Del 4. Ægteskabet byder på et absolut løfte
Johannes Krarup var midtvejs i studierne og særdeles aktiv i den lokale valgmenighed. Det var her, at han mødte sin fremtidige ægteviv, Helle. Romancen tog fart i forbindelse med en nytårsfest i kollektivet ude i Aabyhøj, hvor Johannes boede sammen med otte andre studerende.
– Vi har troen tilfælles. Det har været en styrke i vores ægteskab. For mig er ægteskabet en absolut ting, siger Johannes Krarup.
Han var blot 23 år, da han giftede sig med Helle. De flyttede sammen i en lejlighed i Digterkvarteret i Aarhus.
– Jeg er en konservativ kristen. Man flytter ikke sammen, før man er gift. Jeg tror på, at det betyder noget, at komme i kirken og love, at man vil ære hinanden. Der er ting, som ikke skal gradbøjes, siger Johannes Krarup.
Dermed peger han på en af samfundets store udfordringer. De flydende grænser.
– Der er en sammenhæng mellem børns dårlige trivsel og manglen på absolutte grænser. Integritet kan ikke gradbøjes. Fordi vi har vores umodne jeg, har vi brug for værdier. Det værste, man kan gøre ved sine børn, er, at give dem alt, hvad de peger på. Det giver eksistentiel tomhed. Vi har brug for grænser, fastslår Johannes Krarup.
Han finder svar i kristendommen.
– Nutidens børn skal hele tiden kigge sig i spejlet og have 12-taller. De føler, at de hele tiden skal præstere og være attraktive. På den måde havner de i et fængsel. Men gud siger, at du ikke skal præstere for at være okay. Man skal ikke sætte penge, prestige eller arbejde ind som gud i sit liv. Gud står fast, siger Johannes Krarup.
