13 hektar er fedtet og småt for en stor kommune som Furesø, men afgræsning vil give bedre og vildere natur end afbrænding og naturpleje. Sådan lyder det fra Rasmus Ejrnæs, professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.
Af Mikkel Kjølby
Det startede med en vision om en indhegning på 100 hektar fra Baunesletten i Værløse over Ryget Skov og Sortemosen til Præstegårdsjordene i Farum. Men foreløbigt er det kun blevet til 13 plus 4 hektar ved Baunesletten.
Rasmus Ejrnæs, professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, ser det som bedre end ingenting.
– 13 hektar er fedtet og småt for en stor kommune som Furesø. Men selv når vi taler om 13 plus 4 hektar er der ingen tvivl om, at naturlig græsning er bedre for biodiversiteten i de 13 hektar end afbrænding og andre former for kunstig naturpleje, fastslår Rasmus Ejrnæs.
I ugerne op til vedtagelsen af projektet blev et nyt forslag til plejeplan for Baunesletten offentliggjort. Den skabte tvivl om, hvorvidt det reelt gør en forskel med en indhegning. Rasmus Ejrnæs maner tvivlen i jorden.
– Afbrænding påvirker bare det visne græs og skaber lys, men det er en erstatning for noget naturligt, som mangler. Det er lidt som at have en vild have. Det kræver en ekstrem indsats at erstatte det naturlige med håndholdte plejeindsatser. Det er bedre, billigere og sjovere at lade dyrene gøre arbejdet, siger Rasmus Ejrnæs og uddyber:
– Dyrene træder huller i vegetationen, så der bliver bare pletter, hvor planterne kan spire og etablere sig. Dyrene laver lort hver eneste dag, og det er fremragende levesteder for insekter og svampe og for de fugle, som fodrer ungerne med insekter.
Han ser det udvalgte areal som oplagt til afgræsning ved store græssere.
– Området ved Baunesletten er ret optimalt i forhold til, at dyrene kan finde læ, ly, skjul og afgræsse på optimal vis i alle slags vejrforhold, siger Rasmus Ejrnæs.
At lærebogen påpeger, at afgræsning er bedst, når man kommer op på 40-50-100 hektar handler om dyrevelfærd.
– Som følge af naturlige processer og grundregler i naturens verden er det sådan, at store områder giver bedre mulighed for at bevare hele biodiversiteten. Det bliver mere naturligt, jo større området er. Hvis nu man havde 40-100 hektar kunne der være reproducerende bestande af både køer og heste. Eller måske endda vandbøfler eller grise, siger Rasmus Ejrnæs og fortsætter:
-Grænsen for helårsgræsning er at der er plads til to-tre dyr, da dyrene ikke har godt af at gå rundt alene. Som grundregel skal hver ko have to til fire hektar. I en indhegning på 13 hektar plus fire hektar er der plads til tre-fem køer. Det vil give blomster og planter mulighed for at vokse op og folde sig ud, men det sker kun, hvis antallet af dyr er tilpasset til arealet.
En del af noget større
Rasmus Ejrnæs påpeger, at man skal se Baunesletten som en del af et økosystem udviklet over millioner af år, men i dag påvirket af menneskets behov.
– Baunesletten er ikke noget enestående sted. Der gælder de samme naturregler for Baunesletten, som alle andre steder. Den er blot et lille eksempel på et europæisk økosystem udviklet over millioner af år. Det er stensikkert, at græssende dyr har været nøglearter i europæisk natur, før vi mennesker begyndte at ændre spillereglerne gennem jagt eller ved at etablere produktionsskov og landbrug uden store græssere.
– Der er solid biologfaglig evidens for at de store dyr mangler i dag, og der er lang erfaring hos landmænd og skovdyrkere for, at de store dyr ikke skal rende frit rundt på marker og skove. I den menneskeskabte virkelighed, vi lever i, er den eneste måde at få den økosystemfunktion tilbage at lave en indhegning. Det vil bringe de store dyr tilbage, så vi mennesker kan opleve en natur, som er meget mere vild end i dag. Hvis man lader dyrene gå i indhegning året rundt uden tilskudsfodring, så spiser dyrene aldrig i bund om sommeren, men først sidst på vinteren, siger Rasmus Ejrnæs.
