For anden gang indenfor tre uger er et rådyr blevet bidt ihjel af en hund i Sydlejren. Nu vil Driftsgården have det stoppet.
Af Mikkel Kjølby
Tirsdag morgen fik Driftsgården en trist besked. En borger meldte ind, at der lå et skambidt rådyr i den kommunale fårefold i Sydlejren.
Det får Furesø Kommune til at reagere. For det samme skete for mindre end tre uger siden – stort set samme sted.
– Det er hunde, som har været på spil. Der skal en stor hund til at tage sådan en. Den eller de er gået lige i struben på den, siger Gert Klausen, leder af Driftsgården.
Gerningsstederne er stort identiske. Der er tale om fårefolden i naturområdet mellem boligerne i Sydlejren og broen til Måløv over Værebro Å.
Her går der otte får fra det kommunale dyrehold, men der er også meget råvildt i området.
– For cirka tre uger var vi ude at hente et rådyr, som også var skambidt. Det er sket inde i indhegningen. Det er ikke nyt at hunde går efter rådyr, men det er brandærgerligt. Det er synd for dyret, at det skal udsættes for det her, siger Gert Klausen, som vil styr på problemet nu.
– Nu kommer vi ind i yngletiden og der går ikke lang tid, før dyrene sætter lammene, så er de ekstra sårbare. Så der skal styr på det, siger Gert Klausen.
Han pointerer, at hunde skal føres i snor i naturområdet og kommer med en advarsel.
– Hvis vi havde overværet det, så havde vi anmeldt det. Så havde det været en politisag, understreger Gert Klausen.







8 kommentarer til “Rådyr bidt ihjel af hund – Kommunen vil have det stoppet”
Vi har alt for mange løse hunde i vores område. Det gælder også på Tidl. Fl. Værløse. Her forstyrres både rådyr og Sang-Lærke. Hold dog din hund i snor derude. Kort snor.
Vi bør alle påtale overfor hundeejerne med løsgående hunde at hunden skal være i snor. Problemet er bla at skiltningen er uklar, så man ender altid i en diskussion om det er lovligt eller ej. Forståelse for problemet med løsgående hunde kan man ikke forvente at få hos de hundeejere, som alle siger at min hund er fredelig og gør ikke nogen noget. Myndighederne er for passive. Reglerne håndhæves ikke.
Hunden skal i snor.
Det er let at sige at man skal påtale det over for ejeren. Det er dog ofte forbundet med ubehageligheder…
Lige denne hundeejer har nemlig 100% styr på lige sin hund!
Stop jer selv. Få snor på den hund…
Det er forfærdeligt at tænke på, at hundeejeren må have set eller kendt til det her dyremord, hunden må jo være blodig i hele hovedet… har man ingen medfølelse med de sagesløse rådyr…og sæt så et STORT og forståeligt skilt op…HUNDE FORBUDT UDEN SNOR…
Og så siger man ulve er farlige…menneskers tankeløshed er lige så farlig..
Hvis ingen siger noget sker der ingen ændring. Hvis kun en siger noget sker der heller ingen ændring, men hvis alle siger noget vil det føles ubehageligt for hundeejeren og så er der en chance for at hunden kommer i snor. Nu må vi stå sammen.
Bare til info:
Ifølge Politivedtægten og hundeloven gælder, at hunde skal holdes i snor på gader, veje, stier, pladser og andre områder med almindelig offentlig færdsel, hvis disse er beliggende i byområder eller områder med bymæssig bebyggelse.
Herudover gælder, at på Naturstyrelsens arealer og i mange skove er der krav om snor, også selvom der ikke er opsat skilte.
Furesø Kommune har – af hensyn til dyrelivet og øvrige naturgæster – bestemt, at du skal have din hund i snor i kommunens parker, skove og på grønne områder.
Er selv vokset op i området og må bare konstatere at hundejere altid har opført sig som kejsere, udpeget af gud og hævet over loven. De vil skide på os andre og de vil gøre hvad der passer dem. Husker flere gange at mine forældre og andre voksne i min omgangskreds har påpeget til hundejere, at det ikke var/er tilladt at have løs hund på arealerne omkring disse områder. Dette bliver for det meste mødt af en kommentar, som f.eks. “synes du skal holde dine børn i snor i stedet” eller “Der skal jo være plads til os alle”. For mig gælder det bare om at politianmelde dem så snart man ser dem. Bom. Ingen nåde.
Først tak til alle jer med snor i hunden! I udgør heldigvis de fleste.
Problemer med løse hunde bør der gøres meget mere ved. Det kan imidlertid være ganske ubehageligt over for en hundeejer at påtale manglende snor. Mon nogen har en god idé til, hvordan man kan få det sagt, uden at det opfattes unødigt negativt? Noget i retning af: “Hej. Jeg er sikker på, din hund er både sød og velopdragen. Men den er også et naturbarn og skal holdes i snor.”
Der er lukket for kommentarer.