Renovering af slidt bygning skal løfte området ved Hjortøgård

Johnny Skjoldborg Krog (th.) var forleden ved at gennemgå Sandet 77 sammen med Jakob Simonsen og Karsten Suhr fra foreningen Naturstøttepunkt Hjortøgård.

Furesø Kommune har afsat 5,3 mio. kr. til en istandsættelse af Sandet 77. Renoveringen skal åbne nye muligheder for Naturstøttepunkt Hjortøgård og Skolelandbruget.
Af Mikkel Kjølby
Egentlig var det tanken, at den smukke, gamle går Hjortøgård, skulle være udgangspunktet for naturoplevelser og udeundervisning, men den brændte på tragisk vis efter Flyvestation Værløse lukkede som operativ base i 2004.
I stedet tog foreningen Naturstøttepunkt Hjortøgård og ildsjælen Ulrich Moos fat på at forbedre området med faciliteter og fik opført Vingen for fondsmidler, men der har fortsat manglet faciliteter til at løfte projektet.
For nogle år siden gik Naturstøttepunkt Hjortøgård i samarbejde med Skolelandbruget i Farum i et forsøg på at løfte projektet med udeundervisning og naturformidling for børnehaver og skoleklasser yderligere.
Det er de tanker, som har ført til, at Furesø Kommune har bevilliget 5,3 mio. kr. til en renovering af den sorte bygning, Sandet 77.
– Det er for at bevare en mulighed for at gøre noget for socialt udsatte eller borgere i udsatte positioner. Det er ikke bare en bygning, det er et spørgsmål om, at imødekomme noget som virker i forhold til nogen, som har det svært, siger Johnny Skjoldborg Krog, leder af Skolelandbruget.
Midlerne falder på et tørt sted i et slidt hus.
– Det er for at gøre huset brugbart og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, for det er gammelt og slidt. Klasseværelset skal lovliggøres i forhold til materialer og flugtveje er i orden. Og så drømmer vi om bedre toiletfaciliteter – også med adgang udefra. Så man kan komme på toilettet når der ikke er nogen i huset, forklarer Johnny Skjoldborg Krog, leder af Skolelandbruget.
Midlerne er afsat i 2026, men det forventes at renoveringen er færdig i den første halvdel af 2027.

Skolelandbrugets talenter skal i spil
Skolelandbruget har den professionelle organisation, som foreningen Naturstøttepunkt Hjortøgård mangler i forhold til at arrangere naturvejledning i området. Ikke mindst har Skolelandbruget 25 talenter, det er skolebørn som får et pusterum og en ny tilgang til skolelivet blandt dyrene på Skolelandbruget.
I samarbejde med Naturstøttepunkt Hjortøgård gennemførte Skolelandbruget en prøvehandling ved Hjortøgård. Det viste et stort potentiale, men også mangler i forhold til de fysiske forhold i området.
– Vores drøm er, at Skolelandbrugets talenter kan give andre gode oplevelser i området. Vi vil kunne være i området i det omfang, som faciliteterne giver mulighed for, forklarer Johnny Skjoldborg Krog.
Han ser især muligheder for udsatte grupper.
Stavnsholtskolen og Ll. Værløse Skole har gennemført prøvehandlinger i forhold til deres Z-klasser og gruppeordninger, men også det forudsætter, at de har rammerne for at have en skoledag derude, lyder det fra Johnny Skjoldborg Krog.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *