Se brevet – Vejdirektoratet ændrer vejforløbet efter endnu en ulykke

Vejdirektoratet oplyser i et brev til fire borgmestre, at vejforløbet på Hillerødmotorvejens forlængelse ændres i sensommeren 2026. Foto: Vejdirektoratet.

Fra sensommeren 2026 vil Hillerødmotorvejens forlængelse ikke længere være 2+1 vej. I stedet bliver der lavet to spor i sydlig retning og et spor i nordlig retning, indtil motorvejen står klar i 2027.
Af Mikkel Kjølby
Syv ulykker med dødelig udgang fik i slutningen af marts måned fire lokale borgmestre til at skrive et fælles brev til Vejdirektoratet om sikkerheden på Hillerødmotorvejens forlængelse.
I denne uge skete der så yderligere to ulykker, indtil videre uden dødsfald til følge.
Nu reagerer Vejdirektoratet. I et brev til de borgmestrene i Hillerød, Allerød, Gribskov og Furesø meddeler vejdirektoratet, at man når undersøgelserne i forbindelse med de seneste ulykker afsluttet vil ændre vejforløbet fra den nuværende 2+1 vej med skiftevis to og et spor i hver retning til to spor i sydlig retning mod København og et spor i nordlig retning mod Hillerød.
Ændringen forventes at træde i kraft i sensommeren 2026 og vil fungere frem til åbningen af den nye motorvejsstrækning fra Allerød til Hillerød i 2027.
Furesøs borgmester Nicolai Bechfeldt (V) kalder det tragisk, at det kom så vidt.
– Det er tragisk, at der bliver ved med at ske ulykker på strækningen. I det lys undrer jeg mig, både som borgmester og som borger over, at der ikke kan sættes tiltag ind hurtigere. Jeg vil igen drøfte med mine borgmesterkollegaer, hvordan vi kan forsøge at påvirke, at sikkerhedsforanstaltningerne opgraderes hurtigere end det er planlagt pt., lyder det fra Nicolai Bechfeldt.


Vejdirektoratet afviser ikke, at sætte yderligere sikkerhedstiltag i værk.
– På nuværende tidspunkt pågår der hos politi og bilinspektører en teknisk undersøgelse af dødsulykken d. 26. marts for bl.a. at klarlægge, hvilke faktorer der har været medvirkende til ulykkens opståen og alvorlighed. I den forbindelse vil det også blive klarlagt, om der er forhold på vejen, der har været medvirkede årsag til ulykken.
– Når den tekniske undersøgelse foreligger, vil vi vurdere, om der er supplerende sikkerhedsmæssige tiltag, der med fordel kan tages i anvendelse i den resterende del af anlægsperioden, lyder det i brevet til de fire borgmestre.
Vejdirektoratet har allerede sænket hastigheden fra 90 km/t til 80 km/t og samtidig har der været en øget politikontrol på strækningen.
– Vejdirektoratets hastighedsmålinger viser bl.a., at hastighedsnedsættelsen har medført en mærkbar reduktion af gennemsnitshastigheden på strækningen, oplyser Vejdirektoratet i brevet til borgmestrene.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Se brevet – Vejdirektoratet ændrer vejforløbet efter endnu en ulykke”

  1. Ved vejarbejde ændre man raskvæk et vej forløb uden de helt store armbevægelser. Så jeg kan kun se at det er modvilje fra Vejdirektoratets side når de ikke straks griber til handling.

Der er lukket for kommentarer.