SF Furesø til vintertræf med fem personer

SF Furesøs flok til Vintertræf 25 suppleret med Jesper Dyhrberg fra SFU. Privatfoto.

SFs lokalafdeling i Furesø er ved at gøre klar til valgkamp. Fem fra Furesø var med til partiets vintertræf i Kolding.
For seks år siden eksisterede SF ikke i Furesø. Der var i hvert fald ikke en lokal partiforening. Den blev retableret, og partiet opnåede valg til Furesø Byråd i november 2021.
Nu er der helt anderledes gang i SF Furesø. Lokalafdelingen er i fuld gang med at gøre klar til kommunalvalget i november måned.
I weekenden 25.-26. januar 2025 var SF’ere fra hele landet til årets vintertræf på Scandic i Kolding. Weekenden bød på et omfattende program med oplæg, workshops og strategisk planlægning frem mod kommunal og regionsvalgene. Træffet indledtes med en tale af partiformand Pia Olsen Dyhr, der satte retningen for den politiske platform SF går til valg på.
Lørdag formiddag fortsatte med parallelle sessioner, hvor vi kunne dykke ned i emner som valgkampstrategier, sociale medier, sundhedsreformen og budgetforhandlinger. Eftermiddagen bød på workshops, hvor pensionskampagner, støtte til udsatte unge, grøn energi og lokale valgstrategier blev diskuteret i dybden. Søndagen satte fokus på politiske kerneområder som psykiatri, folkeskolens fremtid og den grønne dagsorden.
Fra SF Furesø deltog byrådskandidaterne Kari Astrid Thynebjerg og Frederik Emil Stenbakken, og fra bestyrelsen Anne Katrine Loft og Camilla Beldam samt byrådsmedlem Jan Kjældgaard.
Furesø havde delt workshopsene mellem deltagerne, så Jan Kjældgaard havde fokus på forberedelse og strategier til kommunalvalget, mens Frederik Emil Stenbakken arbejdede med skole politik, valgkamp og mediehåndtering. Kari Astrid Thynebjerg tog sig af miljø, klima og strategier for at skabe mediesynlighed, og Anne Katrine Loft dækkede lidt af det hele og endelig havde Camilla Beldam fokus på politisk strategi og udvikling.
– Vintertræffet var en værdifuld og fantastisk oplevelse, hvor både inspiration og praktiske redskaber bliver delt, og vi vendte hjem med fornyet energi til det politiske arbejde i Furesø. SF Furesø tankede masser af energi til den kommende valgkamp, fortæller Jan Kjældgaard.
Læs mere om SF’s politik på: https://sf.dk/

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder