Skovhuset åbner udstillingen TERRA: Morf

Kvindefigurer iklædt dragter af naturmaterialer, moslandskaber og surdejsinstallationer. Det er noget af det, man kan opleve i Skovhuset Kunst & Naturs nye sæsonudstilling, TERRA: Morf, som åbner 6. april. Udstillingen er anden del af Skovhusets udstillingsserie TERRA, der sætter fokus på naturen, jorden og det at være jordboer i en tid med et natursyn i forandring. I TERRA: Morf er sammensmeltningen af natur og menneske sat i centrum, med værker af otte markante samtidskunstnere der giver deres bud på de former, transformationer og flydende grænser, der er fulgt med menneskets gennemgribende påvirkning af naturen i vor tid. Der er fernisering fredag 5. april kl. 17-20, hvor alle er velkomne. Der er fri entré til udstillingen.

Om udstillingen
Forestillingen om som menneske at smelte sammen med naturen, at være menneske og natur på samme tid, har været et genkommende motiv i kunst- og kulturhistorien. I den samtidige kunst optager hybride former og undersøgelser af menneske-natur koblingen også en markant plads, i forlængelse af den ændrede naturvirkelighed.
Længslen efter at opløse skellet mellem natur og menneske løber som en understrøm i flere værker i udstillingen – som en reaktion mod fortællingen om at mennesket er adskilt fra naturen og synet på naturen som noget, der skal beherskes og udnyttes. Værkerne rusker op i vores vante forestillinger og peger på nye, mere sanselige veje til en dybere samhørighed med naturen. Andre værker danner imaginære universer, hvor fastlåste identiteter opløses gennem transformative processer til fordel for et enhedssyn på natur-menneske relationen, understøttet af videnskabelig forskning om evolution, geokemiske kredsløb og sameksistensen mellem mennesker, dyr, mikrober og vira.

Den antropomorfe natur og det biomorfe menneske, hvor natur og mennesker formes i hinandens billede, er også fokuspunkter. Her er menneskekroppe og reproduktive organer, formet af planter og dyr, sat i relief som parasitter, der består i kraft af hinanden. Værkerne i udstillingen vidner således både om en fascination af naturens diversitet og om potentialet i forbundetheden mellem jordens organismer.’


Deltagende kunstnere
Baum & Leahy, Bureau for Mellemartslig Kommunikation, Nathalia Edenmont, Georg Jagunov, Marianne Jørgensen, Joachim Koester & Stefan A. Pedersen, Julie Nord og Charlotte Petersen.
Fernisering: fredag 5. april kl. 17-20
Visningsperiode: 6. april – 3. november 2024
Åbningstider: lørdag-søndag kl. 12-16, onsdag kl. 14-18
Skovhuset Kunst & Natur, Ballerupvej

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest