Skovhuset inviterer til samtale om Søndersø som kulturlandskab

Elsebeth Jørgensen lægger op til samtale om Søndersø som kulturlandskab. Foto: Bastian Birk Thuesen.

Skovhuset Kunst & Natur byder søndag den 25. februar kl. 14 ind til en samtale om Søndersø som kulturlandskab og om, hvad lokalhistorie kan betyde for os.
Arrangementet tager udgangspunkt i billedkunstner Elsebeth Jørgensens kunstværk ”Om søen vi ikke ved…”, der er skabt til Skovhuset Kunst & Natur. Værket er en undersøgelse af Søndersø og de fortællinger der følger med, når man indsamler oplysninger og objekter fra et område.
Under samtalen sætter vi fokus på spørgsmål som: Hvilke nye erfaringer får vi med os, når vi engagerer os i lokalhistorie, og hvorfor er vi optaget af den? Hvilken rolle spiller Søndersø som kulturlandskab og naturområde i den lokale selvopfattelse? Og hvordan kan kunst og arkiver spille ind i undersøgelsen af lokal stedshistorie?

Til at belyse emnet har vi sammen med Elsebeth Jørgensen inviteret Cecilie Brøndum Rosenblad, arkivar ved Stads- og Lokalarkivet, Furesø Museer samt Ole B. Kristensen, Niels Bødker Thomsen og Annette Winkel fra Værløse-egnens Historiske Forening. Lene Crone Jensen fra Skovhuset Kunst & Natur er moderator.
Kunstværket ”Om søen vi ikke ved…” kan ses i forbindelse med arrangementet. Dørene og Skovhusets café åbner kl. 13.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest