Skovhuset klar til genstart – men der mangler denne ekspert

Skovhuset er tæt på genstart efter et vellykket stormøde onsdag aften.. Foto Bastian Birk Thuesen

Cirka 50 mødte frem til stormødet om Skovhusets genstart. Der var god tilmelding til de kommende frivilliggrupper, men styregruppen mangler ekspertviden – gerne en økonom.
Af Mikkel Kjølby
Da Skovhuset for fem år siden indledte en professionalisering og sagde farvel til frivilligheden, startede en nedadgående spiral, som i sidste ende førte til lukningen af Skovhuset Kunst & Natur.
Nu har Furesø Byråd givet frivilliggruppen med Birgit Brandt, Karen Serena og Ingrid Barsballe i spidsen mandat til at overtage Skovhuset med en frivillige bestyrelse og frivillige hænder som drivkraft.
I den anledning var der indkaldt til stormøde onsdag aften. Her mødte cirka 50 personer frem.
– Vi fik meget ros for, at vi turde gå i gang med det. Der var en meget god stemning. Der blev stillet en del spørgsmål, men dem fik vi besvaret. Vi har ikke lagt os 100 procent fast på noget. Det er ikke os, som skal lave noget, som falder ned over alle de andre. Det er meningen, at der skal være en proces frem imod at skabe et levende hus, forklarer Birgit Brandt.

De fire frivilliggrupper blev fyldt pænt op, selvom mange efterlyste endnu en gruppe, hvor man kan fungere som vært.
– Vi kan i hvert fald konstatere, at vi får en café, for der var især mange tilmeldinger til denne gruppe, siger Birgit Brandt.
Der skal også nedsættes en styregruppe, som skal formulere grundlaget for den kommende forening og den fortsatte drift af Skovhuset.
-Vi mangler navne, som vil gå med i styregruppen. Vi mangler fx en økonom. Nogle skulle lige hjem og snakke med familien, inden de melder sig på, fortæller Birgit Brandt.
Det er tanken, at der skal være stiftende generalforsamling i september måned.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *