Smukt samarbejde om en lakridslikør langt ud over det sædvanlige

Søren, Jovanco og Sune fra Barley Field glæder sig over den nye lakridslikør, som får premiere på Lakridsfestivalen. Foto: Barley Field.

Barley Field stødte på vanskeligheder i forhold til at producere et lakridsshot. Arrangøren af Lakridsfestivalen, Eva Vedel, hjalp dem og ser frem til et helt særligt produkt.
Af Mikkel Kjølby
Sune, Jovanco og Søren fra det lokale bryggeri destilleri Barley Field elsker at nørde med kvalitetsprodukter.
Det er blevet til pastis, gin, flyversjusser og mange andre skønne produkter. I efteråret kom turen til det klassiske lakridsshot. Og det skulle naturligvis være noget helt andet end 1990ernes små grå. Derfor rakte gutterne ud til en større lakridsproducent.
Det blev til flere forskellige udgaver mængde lakridspulver, salmiak, sukker og alkoholstyrke.
– Der blev duftet og smagt. Blendet og smagt igen. Hårdt job, men nogle skal jo gøre det. Den bedste opskrift blev præsenteret for producenten som var begejstret. Samarbejdet blev dog ikke til noget, men Barley Field tager ikke et nej for et nej, fortæller Sune Saabye.
Heldigvis nåede nyheden om Barley Fields lakridserier frem til Hareskovborgeren Eva Vedel. Hun har i mange år arrangeret Lakridsfestivalen og har det ultimative netværk indenfor branchen.
Eva satte Barley Field I kontakt med grossisten Scagro Food, som leverer rålakridsen til producenterne. Og så lykkedes det for Barley Field at lave den ultimative lakridslikør.
Eva har inviteret Barley Field med til lakridsfestivalen den 1. marts i Haaning Collections smukke lokaler i Bagsværd, hvor de deltager i The Liquorice Taste Award. Eva ser frem til en helt særlig oplevelse.
– Glem alt om lakridsshot og forestil dig en kvalitetslakridslikør for voksne, lavet på den bedste vodka og bedste lakrids! Sådan én, hvor der er kælet for den helt rette smagssammensætning med tre forskellige slags kvalitetsrålakrids. Én som smages på tungen i starten, én som går i ganen og én som danner en dyb og intens eftersmag, som omdanner hver lille tår til en smagseksplosion, lyder det fra Eva Vedel.
Sune Saabye er begejstret for den nye lakridslikør.
– Man kan smage kvaliteten af lakridspulveret i samspil med vores gode vodka. Forholdet mellem ingredienserne er helt rigtig. Det er en rigtig nydelse, hvor hver lille tår holder længe, så det er ikke et lakridsshot men en kvalitets lakridslikør, som skal nydes, forklarer Sune Saabye.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder