Onsdag den 10. april klokken 19 til 21.30 inviterer Miljørådet i Furesø Kommune til borgermøde om ”Vores mad og klimaet – nu og i fremtiden”
– Hvis vi alle fulgte De officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen ville det ifølge beregninger fra CONCITO og Klimarådet omtrent kunne halvere klimabelastningen fra danskernes fødevareforbrug. Virkeligheden ser dog noget anderledes ud at dømme ud fra data som Landbrug & Fødevarers forbrugersociolog kan fortælle om, herunder hvad danskerne lægger vægt på, når de køber ind og hvad der lå på tallerkenen til aftensmad i 2023, siger Charlotte Søllner Hernø, formand for Miljørådet.
Miljørådet i Furesø Kommune har derfor inviteret to kapaciteter til at gøre os alle klogere på emnet mad og klima.
Det første oplæg er ved Michael Minter, programchef for CONCITOs program om fødevarer og forbrug, og en af drivkræfterne bag Den Store Klimadatabase, som indeholder oplysninger om klimaaftrykket fra over 500 almindelige fødevarer på det danske marked.
Derefter kommer Nina Preus, forbrugersociolog i Landbrug & Fødevarer, som er specialiseret i at analysere forbrug nu og i fremtiden og som er rådgiver for bl.a. medlemsvirksomhederne.
NB! Tilmelding senest onsdag den 3. april via www.furesoe.dk/voresmad.