Med startplads i tre kampe tegner 19-årige Malte Heyde til at blive fremtidens midtbanestyrmand for FC Nordsjælland.
Af Mikkel Kjølby
FC Nordsjælland er kendt for det hurtige kombinationsspil, de frække driblinger og de smukke mål.
Alt det kommer man kun frem til, hvis der er helt styr på den defensive midtbane. Her huserer den såkaldte 6er, som styrer rytmen, beskytter forsvaret, fordeler bolden og sikrer balance i hele holdets struktur.
I FC Nordsjælland er rollen aldrig udfyldt bedre end Nicolai Stokholm, som førte holdet til DM-guld og pokaltitler. Nu byder en ny styrmand sig til!
19-årige Malte Heyde blev forfremmet til Superligatruppen i sommeren 2025 og fik debut den 3. august mod Sønderjyske, men blev først for alvor kastet for ulvene, da han startede inde mod FC Midtjylland i mesterskabsspillets anden runde. En kamp som FC Nordsjælland sensationelt gik hen og vandt. Malte Heyde bestod i den grad stresstesten.
– Det var noget specielt. Det er en svær udebane, hvor vi ikke har fået de bedste resultater. Men kampen lå godt til mig i forhold til den måde, jeg spiller på, fortæller Malte Heyde.
Han startede inde i den næste kamp mod Sønderjyske, røg på bænken mod Brøndby, men var tilbage i startopstillingen til den svære udekamp i Aarhus, hvor FC Nordsjælland tog point fra førerholdet.
Tesen om at FC Nordsjælland spiller på samme måde hele vejen op, og de unge derfor nemt glider ind på Superligaholdet, er måske ikke helt det samme i en nøglerolle som defensiv midtbane. Malte har vist, at han også fysisk kan bide fra sig.
– Spillemønsteret kan være det samme som i ungdom. Det er noget andet at spille seniorfodbold. Der er flere dueller og det hele går hurtigere. Du skal tænke anderledes og vide, hvad du vil med bolden, inden du får den, forklarer Malte Heyde.
Fik det ind med modermælken
Malte har altid spillet midtbane med enkelte afstikkere op som 10er. Måske ikke så underligt, når ens far i sin tid blev dansk mester med Herfølge tilbage i 2000 og spillede nogenlunde den samme plads.
– Jeg har egentlig altid spillet på midtbanen. Det er naturligt for mig at lægge og styre. Det føles naturligt at være leder. På 6er-pladsen er det vigtigt at have styr på holdet, siger Malte Heyde.
Maltes familie bor i Dragør. Det var her, han startede med at spille fodbold, men allerede i U11 skiftede han til Farum Boldklub. Det gav mange lange bilture i myldretiden.
– Det var en lang tur. I starten var det tre gange om ugen, så kom der også specifiktræning I starten skulle man vænne sig til det, erindrer Malte.
Men tiden blev brugt fornuftigt. Det blev til mange, lange snakke. Det er ikke skidt at have en far, som kender fodboldmiljøet.
– Det har hundrede procent været en hjælp. Han har været i miljøet. Jeg har sparret meget med ham. Han spillede også midtbane. Meget af tiden i bilen gik med at snakke om det, fortæller Malte Heyde.
Sådan var det også, når der var svære tider. For selvom man er leder og betragtes som et stort talent, kommer der svære tider.
– I FC Nordsjælland er der mange talenter. Der er kamp om pladserne. Der har været tidspunkter, hvor det har været hårdt. Det har bare ligget til mig at kæmpe endnu hårdere, siger Malte Heyde.
Det er den indstilling, som man skal kigge efter, hvis Malte Heyde igen søndag den 19. april skal binde holdet sammen mod Viborg.







