Enhedslisten, SF og Radikale Venstre stemte imod høringssvaret til revisionen af Fingerplanen. Udvalgsformand Bettina Ugelvig ser mange dilemmaer, men vil gerne give Ibsen Photonics og FC Nordsjælland mulighed for at udvikle deres virksomheder.
Af Mikkel Kjølby
16 stemte for. 5 stemte imod Furesø Kommunes høringssvar til Ministeriet for Byer og landdistrikters henvendelse angående en revision af Fingerplanen ved byrådsmødet.
Viceborgmester og udvalgsformand Bettina Ugelvig oplyste, at Furesø Kommune konkret var blevet bedt om at forholde sig til nye placeringsbehov, hvor vi skal forholde os til stationsnærhed og nye tekniske installationer, nye typer af erhverv, og anvendelsen af rekreative værdier i de grønne kiler.
Høringssvaret havde to konkrete bud. Perspektivarealerne nord for Slangerupvej kræver dispensation for principperne om stationsnærhed for at Ibsen Photonics kan etablere FOSS Science Park og så vil man åbne mulighed for fodboldbaner og parkeringspladser ved Lillevang, hvor en udsigtsfredning tidligere har spændt bedt for lignende planer, som blev stemt ned af Fredningsnævnet.
Der var klar kritik af høringssvaret fra Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, som også stemte imod.
Enhedslistens Øjvind Vilsholm kaldte det Green Washing at beskrive den planlagte byggeri i perspektivarealerne for bæredygtigt.
– Der er ikke noget erhvervsbyggeri som er bæredygtigt. Bæredygtigt er at lade være. Vi er helt klart på gale veje. Det er endnu værre at søge på dispensation for fredning ved Lillevang. Det er prøvet før. Vi fik heldigvis opbakning af Fredningsnævnet. Det håber jeg, at vi får igen. Fodboldbaner og parkeringspladser har ikke noget med natur at gøre, lød det fra Øjevind Vilsholm ved byrådsmødet.
Bettina Ugelvig anerkendte, at der er mange dilemmaer i sagen, men forklarede.
– Vi har talt med Ibsen om, at de inden de kan gå i gang med at bygge, skal have dokumenteret kvaliteten i naturen derude, og de skal have en plan for at forbedre naturen i området. En grøn mark er ikke nødvendigvis højkvalitets natur. For os i Socialdemokratiet vil vi gerne værne om naturen, men det hele kan ikke være kvadratmeter, det er også noget med, hvad det er for en natur, man lader blomstre op, sagde Bettina Ugelvig og fortsatte:
– Vi deler begejstringen om, at FCN ikke flytter. Når de bliver her, vil vi gerne være med til at finde løsninger for, hvordan den virksomhed kan udvikle sig.
Radikale Venstre stemte imod det samlede høringssvar, fordi man ikke ønsker udbygning med bolig eller erhverv i åbent land, men partiet ville dog gerne have støttet anvendelsen af den ydre grønne kile til boldbaner og parkering under hensyntagen til fredning.
Minister for Byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V) lægger op til en revision af Fingerplanen i 2026.







