Nordsjællands Politi melder om endnu et tricktyveri fra det centrale Værløse.
Af Mikkel Kjølby
Så skete det igen. Tricktyve gik målrettet efter en ældre kvinde og havde held med at stjæle en pung.
Nordsjællands Politi beskriver episoden i døgnrapporten.
– En 80-årig kvinde fik tirsdag eftermiddag stjålet sin pung fra sin taske efter at være blevet kontaktet af to mænd på Værløse Station. Mændene havde bedt kvinden tage et billede af den ene mand. Pungen indeholdt bl.a. kreditkort, sygesikringskort, rejsekort og kontanter, skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
For dage siden var det en kvinder i 70erne, som fik stjålet sin pung på Værløse Bymidte.
Gode råd i forhold til tricktyverier
Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at komme i kontakt med dig. Du kan sikre dig mod tricktyveri ved at følge disse råd:
Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig til dig
Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen
Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig sammen med dit betalingskort
Gå ikke rundt med store værdier
Lyn/luk din taske
Læg ikke din pung eller mobiltelefon fra dig på bordet, når du fx er på café.






