Kresten Bergsøe har gravet alle udledningstilladelser til Farum Sø og Furesøen frem og anfægter deres lovlighed. Udledningstilladelsen til Fredtoftebassinet ved Farum Sø blev senest fornyet i 1984. Furesø Kommune slår fast, at der er lovlige udledningstilladelser, samt at der arbejdes på at overholde målsætningerne i EUs vandrammedirektiv fra 2027.
Af Mikkel Kjølby
Har Furesø Kommune og Novafos lovlige udledningstilladelser til Furesøen og Farum Sø?
Det spørgsmål stiller Kresten Bergsøe efter at have gravet samtlige udledningstilladelser frem ved bl.a. en aktindsigt.
– Alle udledninger af renset og urenset spildevand kræver en gyldig udledningstilladelse, som opfylder en række krav fra EU direktiver, dansk spildevands- og miljølovgivning. Ingen udledningstilladelser i Furesø eller Farum Sø er i nærheden af at opfylde disse krav, lyder vurderingen fra Kresten Bergsøe.
Han bruger udledningstilladelsen til F-U7 – Fredtoftebassinet som eksempel. Den blev senest fornyet i 1984. Her stilles krav til maksimal udledning pr 5900 l/sekund samt til en rist og bundfældning. En udledningstilladelse i princippet fornyes hvert ottende år, men kun hvis der er sket en ændring af oplandet.
– En lille 1-sidet formular fra et sted mellem 1960-1980, uden volumen, uden grænseværdier for stoffer, uden krav til rensning, uden krav til kontrol, uden konsekvensvurdering, uden dato og uden underskrift er, hvad Furesø Kommune anser som en gyldig udledningstilladelse. Det er det ikke. En blank blanket med et kryds er, hvad Furesø Kommune anser som hjemmel til årligt at udlede 130.000.000 liter urenset spildevand fra Fredtofteparken til Farum Sø, lyder det fra Kresten Bergsøe.
Furesø Kommune svarer ganske enkelt.
– Det korte svar er, ja, der er gyldige udledningstilladelser til Furesøen og Farum Sø, lyder det fra Furesø Kommune.
Helt så enkelt bliver det ikke ved med at være. EUs vandrammedirektiv stiller nye og skrappere krav til søernes tilstand. Farum Sø skal således være i god økologisk tilstand. Det er søen ikke i dag, men der arbejdes på det.
Direktør for By og Kultur i Furesø Kommune, Claus Torp, siger følgende:
-I forhold til at Farum Sø skal være i god økologisk tilstand, er der nogle specifikke målsætninger i vandmiljøplanerne. De målsætninger lever vi ikke op til pt. Det skal vi leve op til i 2027. Der arbejdes på at leve op til dem, lyder det fra Claus Torp.
Der er indarbejdet mulighed for udsættelse i 12 år. Til 2038.
Forundersøgelse skulle vise vejen
Furesø Kommune fik i foråret udarbejdet en forundersøgelse af Niras. Forundersøgelsen påviste, at søen er langt mere påvirket af fosfor end hidtil antaget, men angav også en mulig løsning i forhold til at reducere fosformængden i Farum Sø. Fjernelsen af fosfor er en forudsætning for, at Farum Sø kan gennemgå en restaurering, som Miljøministeriet har afsat midler til.
Kresten Bergsøe understreger, at de manglende fornyelser af udledningstilladelserne medfører, at man ikke aner, hvad der bliver ledt ud i søerne.
– De gamle udledningstilladelser forholder sig ikke til hvilke stoffer, der er i spildevandet, ej heller til rensegraden, eller til søens tilstand. Ifølge gældende lovgivning skal en udledningstilladelse forholde sig til disse forhold. Som det er nu, aner vi ikke, hvad der bliver ledt i søen, siger Kresten Bergsøe.
Det står klart, at det vil kræve omfattende investeringer, hvis udledningstilladelserne skal overholde moderne krav.
– Udledningstilladelserne til Farum Sø og Furesøen overholder ikke minimumskravene til en udledningstilladelse. De eksisterende udledningstilladelser skal overholde gældende regler, ellers vil de aldrig blive fornyet. En stor del af de eksisterende anlæg skal nedlægges eller ombygges, hvis de skal overholde gældende krav, forklarer Kresten Bergsøe.
I en lignende sag har folkene ved Vesterled Sø politianmeldt Furesø Kommune. Kresten Bergsøe overvejer at gå en anden vej.
– En klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet vil kunne afklare om udledningstilladelserne til Farum Sø og Furesøen lever op til gældende krav, siger Kresten Bergsøe.






