Uffe Østergaard har fulgt byudviklingen af Sydlejren. Det startede med udsigt til 100 mio. kr. til Furesø Kommune, men endte på under det halve. I onsdags stillede Uffe spørgsmål til borgmesteren og er ikke tilfreds med svarene.
Af Mikkel Kjølby
Det er ikke kun vigtigt at spare på udgifterne. Det er også vigtigt at få de rigtige indtægter.
Med det som udgangspunkt har Uffe Østergaard fra Værløse fulgt med i byudviklingen af Sydlejren på Flyvestation Værløse.
Det startede med morgengaven i forbindelse med sammenlægningen af Farum og Værløse Kommuner her fik man overdraget Flyvestation Værløse – med den begrænsning, at man maksimalt måtte tjene 100 mio. kr. på byudvikling af flyvestationen. Det var en kompensation fra statens side, men også en begrænsning.
Furesø Kommune kunne ikke overskue opgaven med at udvikle Sydlejren. I stedet blev ejerskabet af Sydlejren overdraget til statens ejendomsselskab Freja ejendomme, som med Furesø Kommune som planmyndighed udviklede området.
Uffe Østergaard har fået aktindsigt i projektregnskabet, som viser, at Furesø Kommunes halvdel af provenuet begrænser sig til 44,659 mio. kr.
Uffe Østergaard stillede spørgsmål til borgmester Ole Bondo Christensen i forbindelse med onsdagens byrådsmøde. Han spurgte især til manglende afholdelse af de aftalte halvårige møder imellem parterne og fraværet af referater af møder.
Ole Bondo Christensen præciserede, at Furesø Kommune ikke blev stillet 100 mio. kr. i udsigt. Efter forhandlinger med forsvarsministeren blev det aftalt, at Freja ejendomme overtog ejerskabet af den sydlige del af flyvestationen.
– Det blev aftalt, at Freja ejendomme skulle udvikle området. Halvdelen af provenuet som Freja måtte opnå ved udvikling af Sydlejren ville tilfalde Furesø. Igennem årene har der været en løbende udvikling af området og en løbende dialog om forventet indtægt, lyder det fra Ole Bondo Christensen.
Efter regnskabsaflæggelsen er der ifølge borgmesteren holdt møde med Freja ejendomme og deres revisor.
– Projektregnskabet er udarbejdet efter statens regler. Det er revideret af et uafhængigt revisionsfirma. Kommunen finder ingen anledning til at betvivle regnskabet, siger Ole Bondo Christensen.
Uffe Østergaard er ikke tilfreds med borgmesterens svar.
– Jeg er ikke tilfreds med svaret, men det var ikke stedet at starte en diskussion, siger Uffe Østergaard, som understreger, at manglen på referater af de ellers aftalte løbende møder imellem Furesø Kommune og Freja ejendomme gør, at han ikke kan vide, hvad der er aftalt.
Det han kan vide, er, at Furesø Kommune pålægges halvdelen af en række udgifter.
– Hvorfor bliver halvdelen af udgifter til forureningsoprensning, til renovering af Hangar 2 og Hangar 3 pålagt Furesø Kommune. Og et stort beløb på 106 mio. kr. anføres som udgifter til anlægsprojekt og rådgivere. Det er mange penge, som måske kunne være reduceret, hvis kommunen havde deltaget i de aftalte statusmøder, lyder det spørgende fra Uffe Østergaard.
Udsigt til 100 mio. kr. – Furesø må nøjes med 44
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
1 kommentar til “Udsigt til 100 mio. kr. – Furesø må nøjes med 44”
Ja jeg har også tvivlet,men har ikke set papirer med nogle tal,som kan vise noget andet,men må tvivle,jeg kan erindre at Lars Løkke,frækt svarede,at hvis I Furesø kommune tjener mere end 100 miloner,så skal det tilfalde staten.