Ungepanel sætter fokus på digital trivsel med caféaftener

Emil Grundsten gæster Ungekulturhuset den 19. marts klokken 17.

Furesø Ungepanel har fået støtte fra Tuborgfondet til et nyt projekt, hvor de tager ud på skolerne for at undervise om digital trivsel. Men der kommer også til at ske noget i Ungekulturhuset på Ballerupvej. Her sættes der fokus på emnet ved caféaftener.
Den 19. marts klokken 17 kommer Emil Grundsten og fortæller om sin tiktok-rejse. Den 9. april klokken 17 kan man møde influenceren Lasse Brogaard i Ungekulturhuset.
– Caféaftenen er et super spænende koncept, hvor vi inviterer nogle kendte ned i Ungekulturhuset så vi kan lære af deres erfaringer med at få succes på de sociale medier. Jeg glæder mig så meget til at Emil Grundsten kommer. Han er bare megasej, og jeg ved, at det bliver en fed oplevelse for alle dem, der kommer til vores event, siger Esther Toldam, projektleder af Digital Trivsel.
Det er gratis at deltage i caféaftenerne og der serveres snacks og drikkevarer. Det skal være hyggeligt.
– Furesø Ungepanel er så stolte af vores nye projekt, der taler direkte ind i den nuværende politiske stemning og samtidig er super ungerelevant og tilgængeligt, lyder det fra Esther Toldam.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest