Furesø Kommunes bestræbelser på at opnå besparelser fortsætter. Turen er kommet til Sprogcenter Furesø. Det har bragt udvalgsformand Helle Vallentin (Ø) i en situation, hvor hun er inhabil.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommunes ledelse lægger ikke skjul på, at der skal findes besparelser på administrationen. Allerede i november måned blev der sat fokus på Sprogcenter Furesøs fremtid.
Ifølge dagsordenen til Udvalget for Beskæftigelse og Erhvervs møde i november koster Sprogcenter Furesø 5,5 mio. kr. årligt at drifte. Der er potentiale for at spare 900.000 kr. årligt ved at overdrage det til Vestegnens Sprogcenter eller 400.000 kr. årligt ved at overdrage det til Nordsjællands Sprogcenter.
Sprogcenter Furesø har eksisteret siden 1999 og er et mindre sprogcenter med pt. ca. 300 kursister og 14 ansatte.
I november 2024 var punktet til drøftelse i udvalget. Her deltog udvalgsformand Helle Vallentin (Ø) på lige fod med de andre udvalgsmedlemmer. Ifølge dagsordenspunktet handlede sagen også om at opfylde målet om at reducere kommunale kvadratmetre. Det er en del af kommunens facility management, hvor der skal findes alternative løsninger for at komme i mål, da området er underfinansieret i forhold til efterslæbet på vedligehold af kommunale bygninger. Ved at overdrage til en anden aktør skal Furesø Kommune ikke længere betale for lejemålet, selvom sprogcentret drives videre samme sted.
Den 2. september 2025 dukkede sagen op som beslutningspunkt. Nu var det blot et dagsordenspunkt med fokus på en mulig besparelse på det kommunale budget.
Her bad udvalgsformand, Helle Vallentin, om at blive erklæret inhabil og dermed ikke deltage i behandlingen af sagen, da hun er ansat i Vestegnens Sprogcenter. Helle Vallentin har fulgt Furesø Kommunes vejledning i forhold til habilitet.
– Jeg kan oplyse, at jeg undervejs i forløbet fra dag 1 – har spurgt vores kommunaldirektør om min habilitet i forhold til Furesø Sprogcenter. Henrik Studsgaard har undersøgt spørgsmålet om habilitet hos kommunens jurister, og til mødet i 2024 var jeg ikke inhabil, lød svaret fra Henrik Studsgaard, fortæller Helle Vallentin til Alt Om Furesø.
Ifølge dagsordenen indstiller forvaltningen, at opgaverne overdrages til Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter fra 1. januar 2026, da sprogcenteret samlet set viser den størst mulige økonomiske robusthed, faglige bredde og er mindst omkostningstungt.
De øvrige medlemmer af Udvalget for Beskæftigelse og Erhverv fulgte ikke forvaltningens indstilling, men sendte sagen tilbage til forvaltningen for at blive yderligere belyst.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra andre medlemmer af Udvalget for Beskæftigelse- og Erhverv, da dele af sagen er på lukket dagsorden.







