Værløse Boldklub går styrket ind til sæsonen

Værløse Boldklub indleder forårssæsonen lørdag klokken 12 på kunstgræsbanen på Værløse Stadion.

Lørdag klokken 12 starter Værløse Boldklub forårskampagnen med en hjemmekamp mod Stenløse på kunstgræsbanen.
Træner Martin Becks hold startede efterårssæsonen godt, men falmede efterhånden og er placeret midt i Serie 1, men der er blevet arbejdet med problemerne henover vinteren.
– Vi har fået en bedre træningskultur. Spillerne er kommet i bedre kondition, og vi er blevet bedre til nogle spillemæssige ting, siger Martin Beck.
Der er også kommet god tilgang. Elias Azad er kommet tilbage fra FCNs ungdomsafdeling, og så er 21-årige Lucas Lykkegaard blevet en del af sammeholdet i klubben.
Han er tidligere ungdomslandsholdsspiller for FC Nordsjælland, men stoppede karrieren i sommers. Det passer med studierne at hygge sig med kammeraterne i Værløse Boldklub.
– Vi har fået noget forstærkning, som løfter vores niveau, vurderer Martin Beck.
Første kamp er imod rækkens nummer 1.
– Vi har en god plan. Hvis vi fører den ud i livet, kan vi give dem problemer, siger Martin Beck.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest