Værløse Gymnastik 100 år – Gitte Dahl

Gitte Dahl kom til som formand for Værløse Gymnastikforening i 2015. Hun er også instruktør og aktiv gymnast.

En ny ildsjæl med rødder i gymnastikken stod klar til at tage over efter Hanne Svendsen.
Gitte Dahl voksede op i Helsinge, hvor gymnastik og håndbold fylder det meste. Gitte trænede utallige hold i Helsinge.
I 2003 flyttede hun til Værløse, hvor Jonas kom til verden i 2005 og Thea i 2008. Det var forældre/barn-holdet, som blev Gittes første møde med Værløse Gymnastikforening. Det gik kun en vej. I 2010 startede Gitte som instruktør i foreningen. I 2012 kom hun med i bestyrelsen. Da det stod klart, at Hanne Svendsen ikke ville fortsætte, tog Gitte affære. Hun prikkede Kate Nielsen på skulderen og meldte sig klar til det store hverv.
– Gitte var en oplagt kandidat. Hun havde en baggrund indenfor gymnastikken, og så har hun en uddannelse som jurist med sig, siger Hanne Svendsen.
Gitte stod med et fuldtidsarbejde som direktionssekretær, mange rejser til udlandet, to små børn, og så var hun nyskilt. Alligevel måtte det bare være sådan.
Gitte fortsatte ligeledes som instruktør for seks hold i foreningen og som instruktør med tilknytning til GymDanmark. Hendes netværk giver muligheder, som ellers ikke ville tilfalde en breddeforening som Værløse Gymnastikforening, som deltagelse i sommerens gymnastrada i Amsterdam.
Gitte bærer nemlig rundt på enorm stolthed over hele foreningens virke.
– Jeg er enormt stolt. Værløse Gymnastikforening løser enormt mange problemer også i forhold til børn, som har det svært. Vi har en demokratisk og social pligt til at tage os af fællesskabet. Alle skal være der, siger Gitte Dahl.
Samfundet er blevet mere komplekst med årene, og så er det godt med en juridisk uddannelse.
– Foreningsarbejdet er blevet så kompliceret med en stribe regulativer. Fx skal vi have en whistleblowerordning, fordi der er over 30 ansatte. Min jurauddannelse gør det nemmere at navigere, forklarer Gitte Dahl.
Foreningens størrelse gjorde det også nødvendigt at flytte opvisningerne til Farum Arena, da brandregulativet ikke gav mulighed for at fortsætte i Søndersøhallen. Det udløste en masse problemer med at flytte udstyr frem og tilbage mellem hallerne.
Der var tilsyneladende bedre tider på vej i forbindelse med udvidelsen af Søndersøhallen, men sådan blev det ikke.
– Den udvidelse gav os mulighed for at løfte niveauet på vores springhold, men vi trak det korteste strå i forhold til timer i springhallen og spejlsalen, fordi vi ikke er konkurrenceklub, forklarer Gitte Dahl.
Kampen om haltiderne spidsede til. Et enkelt år måtte Værløse Gymnastikforening undvære alle timer fra klokken 16 til 18 på Syvstjerneskolen.
 -Lokalesituationen skal hele tiden håndteres. Det kræver super meget netværk og politik, men også is i maven. Vi kan kun gøre det, vi kan gøre. Når skolerne skal bruge hallerne, bliver alle vores timer aflyst med fire dages varsel. Det er en konstant udfordring i vores dagligdag, fortæller Gitte Dahl.
I en moderne gymnastikforening er der helt andre udfordringer. Det er blevet nemt at kommunikere og tiderne har ændret sig i forhold til respekten for trænerne. En strømning i tiden, som også rammer foreningens formand i form af kommunikation med forældrene.

Gymnastikpligt
Med alle de udfordringer for en formand i en moderne gymnastikforening kan det undre, at Gitte Dahl knokler på med det største smil. Der findes en dybere motivation. Det handler om at gøre en forskel.
– Jeg tror på, at vi får et bedre samfund, hvis vi får børnene ind i foreningslivet og være sammen med andre børn med de samme interesser. Alle kommer med det samme mål om at lære at lave en kolbøtte, men det handler om noget mere – en form for demokratisk dannelse, forklarer Gitte Dahl.
Undersøgelser viser med al ønskelig tydelighed, at børnenes motorik er klart dårligere end deres forældres generationer. Det er en del af det moderne samfund at bruge mange timer foran en skærm.
– Jeg har en tanke om, at der bør indføres gymnastikpligt. Børn har brug for motorisk træning. Når de så bliver større, kan de begynde at spille håndbold eller noget andet. I dag er det et problem, at børn ikke får den basale motorik ved at lege ude på vejen, sådan som vi gjorde i de tidligere generationer, siger Gitte Dahl.
Formandsposten byder på mange udfordringer og lige så mange glæder.
Og så er der lige det, at Syvstjerneskolens gymnastiksal minder om barndommens gymnastikhal i Helsinge.
– Det dufter af gymnastik. Der findes ikke noget bedre. I bund og grund har det ikke ændret sig, siden jeg startede til gymnastik for 44 år siden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder