Nordsjællands Politi har sigtet en 19-årig mand fra Birkerød for vanvidskørsel på Bistrupvej.
Furesø og Rudersdal Kommuner deles om Bistrupvej, som løber fra Frederiksborgvej i Farum til Birkerød Kongevej.
Nordsjællands Politi fortæller i døgnrapporten om en episode af vanvidskørsel på Bistrupvej i nordlig retning.
-En 19-årig mand fra Birkerød blev klokken 20.48 målt til at køre 135 km/t i en personbil på Bistrupvej i nordlig retning, hvor hastighedsgrænsen inden for tættere bebygget område er 50 km/t. Da hastigheden oversteg det tilladte med mere end det dobbelte, er der tale om vanvidskørsel. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation, og den 19-årige fører blev anholdt, skriver Nordsjællands Politi.
Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:
Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t.
Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
Spirituskørsel med en promille over 2,00
Derudover er det også vanvidskørsel, hvis man:
Udviser særlig hensynsløs kørsel – det kan fx være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej
Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed – det kan fx være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt






