Vejlamper flyttet  – kan det mon fikse parkeringsproblemerne?

Furesø Kommune har flyttet vejlamperne på Redningsvejen over i den side, hvor man ikke må parkere. Kan det være løsningen på de tilbagevendende parkeringsproblemer på de store badedage..

Når solen stråler fra en skyfri himmel, længes man mod en kølende dukkert, men parkeringspladsen ved den populære badestrand Furesøbad er ikke dimensioneret til det store rykind. I stedet finder de desperate bilister på dårlige løsninger i form af ulovlige parkeringer og så har vi balladen.
Nu har Furesø Kommune taget konsekvensen. Lamperne i den højre side af Redningsvejen, når man kører op fra Furesøbad, er flyttet over i den anden side.
-Det har vi snakket om i mange år. Problemet er, at lamperne har stået i den side af vejen, hvor man godt må parkere. Men når man parkerer på ydersiden af lamperne bliver vejen meget smal og så kommer propperne, forklarer Michael Bay Olsen, inspektør ved Furesøbad.
Ved at flytte lamperne kan alle bilerne nu parkere helt inde i rabatten.
I den anden side af veje må man ikke parkere. Her står lamperne nu. Leder af Driftsgården Gert Klausen forklarer.
-Lamperne blev ofte påkørt, når bilisterne forsøgte at parkere. Ved at flytte dem over i den anden side af vejen håber vi på at opnå en besparelse på vedligehold, siger Gert Klausen.
Man har ved samme lejlighed udskiftet systemet, så lamperne nu kører på LED-pærer.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Vejlamper flyttet  – kan det mon fikse parkeringsproblemerne?”

  1. Poul Ammentorp

    Flytning af lamperne har medført at ca 1/3 flere biler nu kan parkere i den tilladte vejside. Det løser ikke manglen på parkeringspladser ved Furesøbad når der er trængsel., men det er et skridt på vejen. Det næste kunne være at etablere parkeringspladser på Frederiksborgvej. Naturstyrelsen holder kraftigt igen mht. at udvide parkeringsområdet ved Furesøbad.

Der er lukket for kommentarer.