SVM-regeringen sikrer forlængelsen af Hillerødmotorvejen fra Allerød til Hillerød med en ekstra beviling på 381 mio. kr. Anders Medum Groth (B) vil have regeringen på banen med lignende støtte til støjbekæmpelse i Furesø.
Af Mikkel Kjølby
Borgerne i Furesø Kommune kan se frem til markant flere støjgener, når forlængelsen af Hillerødmotorvejen fra Allerød til Hillerød er færdig. Det vil sende betydeligt flere biler igennem Farum og Værløse, som må vente tre-fire år med at få en støjløsning, når/hvis udvidelsen af motorvejen til seks spor fra Ring 4 til Farum C. bliver en realitet.
SVM-regeringen garanterer den fulde motorvejsløsning for Hillerødmotorvejens forlængelse med en bevilling på 381 mio. kr.
En fuldt udbygget Hillerødmotorvej kræver ekstra 381 millioner kroner, hvilket regeringen nu sikrer. På den måde kan også den sidste etape af en fuldt udbygget motorvej mellem Allerød og Hillerød realiseres.
– Der er opstået en uvished for, om projektet vil blive gennemført som en fuld motorvejsløsning. Den tvivl vil jeg godt mane til jorden. Jeg ser frem til at gennemføre projektet med den vejløsning, der er aftalt i forligskredsen. siger transportminister, Thomas Danielsen i en pressemeddelelse.
Samme Thomas Danielsen har kontant afvist Furesø Kommunes ønske om, at få genovervejet den valgte løsning til støjbekæmpelse igennem Furesø Kommune. Det skete med henvisning til, at en overdækning mellem Paltholmvej og Stavnsholtvej er for kort til at have effekt.
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) fremlagde et projekt med en kort overdækning samt Hamborgskærme i stedet for de planlagte støjskærme i Farum. Ifølge Furesø Kommune giver det blot en ekstra udgift på ca. 80 mio. kr. i forhold til Vejdirektoratets støjløsning.
Det får Anders Medum Groth (B) på banen.
– Når Transportministeren kan finde 381 mio. ekstra til en forlængelse af Hillerødmotorvejen, og dermed markant flere biler gennem Furesø, forventer jeg også, at ministeren kan finde et tilsvarende beløb til markant bedre støjbekæmpelse gennem Furesø, end det foreløbige udkast, siger Anders Medum Groth.
Her er Furesø Kommune regnestykke
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) har forklaret, at de 80 mio. kr. i træskolængder er den ekstra pris for Furesø Kommunes forslag med en kort overdækning og Hamborgskærme resten af vejen.
Alt Om Furesø har ønsket, at forvaltningen i Furesø Kommune fremlægger regnestykket. Her er svaret fra forvaltningen.
– Furesø Kommune har fået Urban Power til at beregne, hvad en tung overdækning på 450 meter, Hamborgsskærme og støjskærme på Fiskebækbroen koster. Urban Power har modtaget tallene for anlægsomkostninger fra Ingholt Consult. Det koster mellem 930 – 1.277 mio. at anlægge en tung overdækning på 450 meter, Hamborgsskærme og støjskærme på Fiskebækbroen.
– Hvis man fratrækker skærmløsningen (som Vejdirektoratet har foreslået) på 269 – 476 mio. og byggeretsværdien på ca. 717 mio. (5000 pr. m2 for ca. 144.000 byggerets m2 fordelt på 60.387 til erhverv og 83.023 m2 til boliger), betyder det, at der mangler en restfinansiering på maksimalt 84 mio. og minimum -56 mio., lyder det i svaret fra forvaltningen.
Furesø Kommune vurderer ligeledes, at Scenarie 2 med en fuld overdækning gennem Farum er billigere end Vejdirektoratets vurdering på 6,2 mia. kr.
– Scenarie 2 med en fuld overdækning gennem Farum er ifølge Urban Powers beregninger også billigere end Vejdirektoratet’s 6,2 mia., da forudsætningen igen er, at der anlægges en “lettere” tung overdækning. Tallene baserer sig på Ingholts beregninger af anlægsomkostninger samt udregning af byggeretsværdien, lyder det fra forvaltningen i Furesø Kommune.








1 kommentar til “381 millioner ekstra til Hillerødmotorvejen – Groth vil have millioner til overdækning”
Hillerødmotorvejen og skærme/ overdækning.
Hvorfor er skærmene så forholdsvis lave på Fiskebækbroen i flg. de to scenarier med ingen eller kort tung overdækning? Støjende fra broen sendes jo ud, som i en megafon over Furesø og Farum Sø pga de skovklædt søbredder. Det virker ikke logisk at skærmene ved broen, hvor der ikke er støjvolde, skal være de laveste…
Der er lukket for kommentarer.