Efter massive opfordringer fra vælgerne sendte fire partier søndag eftermiddag et tilbud til Venstres Nicolai Bechfeldt om et parlamentarisk grundlag på et mere borgerligt grundlag. Furesøs kommende borgmester sagde nej tak til tilbuddet.
Af Mikkel Kjølby
Efter lange forhandlinger med Venstre på valgnatten præsenterede Konservative Lars Carstensen en aftale med V, LA og B, som gjorde ham til borgmester. Aftalen lå klar til at blive skrevet under, forklarede Lars Carstensen til DRs udsendte reporter. Men få minutter senere blev Nicolai Bechfeldt præsenteret som borgmester med støtte fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance. Ifølge Konservative og Radikale Venstre kom det som et lyn fra en klar himmel.
Lars Carstensen (C ) reagerede med en udtalelse om Nicolai Bechfeldts forræderi mod vælgerne. Og Tine Hessner kom med en udtalelse om faren ved en uerfaren borgmester. Så blev der stille nogle dage.
Søndag morgen sprang Liberal Alliance fra aftalen med V, S, SF og Ø med en melding om, at aftalen blev for rød. Det fik Lars Carstensen (K) og Tine Hessner (B) til at samle Lene Karmisholt (O) og Robert Mørck (I) om en fælles henvendelse til Nicolai Bechfeldt.
– Vi fik så mange henvendelser fra vælgerne om at give Nicolai et mere blåt alternativ, så vi besluttede os for at gøre det, siger Lars Carstensen.
Søndag eftermiddag tog Liberal Alliances formand Nikolaj Nors Ganer til Nicolai Bechfeldt og præsenterede tilbuddet, som er underskrevet af alle fire og blot mangler Nicolai Bechfeldts underskrift.
Aftalen gjorde Nicolai Bechfeldt til borgmester og gav Venstre en formandspost, altså en bedre aftale end konstitueringen med S, SF og Ø. Tine Hessner skulle være 1. viceborgmester. Konservative stod til tre formandsposter. Liberal Alliance stod til formandsposten for Udvalget for Plan og Byudvikling. Lene Karmisholt fik næstformandsposten i Handicap, Psykiatri, Social og Beskæftigelse.
De fire partier aftalte at udsende en pressemeddelelse onsdag eftermiddag, men så langt kom det aldrig.
Mandag eftermiddag meddelte Lene Karmisholt, at hun i stedet tog imod et lignende tilbud fra Nicolai Bechfeldts alliance med A, SF og Ø.
Tirsdag eftermiddag gjorde Robert Mørck det samme. Det blev kommunikeret igennem en pressemeddelelse til de lokale medier.
Lars Carstensen følte en forpligtelse til at følge op på de mange henvendelser om at gøre et forsøg.
– Vi vælger at fremlægge tilbuddet til Nicolai Bechfeldt i sin helhed for at gøre det klart for vælgerne, at vi har gjort alt, hvad vi kan for at forhindre, at Ole Bondo Christensen bliver ved magten, siger Lars Carstensen.
Bechfeldt som marionet for Bondo
Tine Hessner refererer en samtale med Nicolai Bechfeldt, som gav hende mindelser om den afgående borgmester.
– Nicolai Bechfeldt bad os undlade at offentliggøre tilbuddet. Det gør det kun tydeligt for os, at Ole Bondo Christensens måde at agere på er slået igennem hos Nicolai Bechfeldt, lyder det fra Tine Hessner, som fortsætter:
– Jeg foretrækker, trods Nicolai Bechfeldts manglende erfaring, at gøre ham til borgmester i en alliance, der har erfaring og kan bakke ham op. End den situation, der er opstået nu, hvor han skal regere et meget bredt kludetæppe af partier. Vi kan frygte, at en uerfaren borgmester uden en stor gruppe bag sig bliver en marionet for den gamle borgmester, siger Tine Hessner.
Nicolai Bechfeldt forklarer, at han takkede nej til tilbuddet, fordi han er en mand af sit ord.
– Det er meget smigrende, at alle partier i Furesø på et tidspunkt ønskede mig som borgmester – det tegner godt for vores evne til at samarbejde i fremtiden. Dog må jeg sige, at jeg er en mand af mit ord, og for mig er en aftale en aftale, siger Nicolai Bechfeldt og fortsætter:
– Jeg undres over, hvordan det siden valget er lykkedes Radikale Venstre at overbevise det meste af Furesø om, at de efter at have dannet “grønt valgforbund” med Enhedslisten og Alternativet, nu pludselig er blevet et blåt parti. Konstitueringen har nu tre røde og tre blå partier, og det tegner godt for et samarbejdende byråd, der skal udvikle Furesø, lyder det fra Nicolai Bechfeldt.








1 kommentar til “Bechfeldt sagde nej til blåt tilbud”
Jeg kunne godt savne lidt mere kritisk journalistik her, så ting ikke står uimodsagt. Specielt når man åbner så arrogant som “Det er meget smigrende, at alle partier i Furesø på et tidspunkt ønskede mig som borgmester”.
“Dog må jeg sige, at jeg er en mand af mit ord, og for mig er en aftale en aftale, siger Nicolai Bechfeldt”
Det ville da være hurtigt og let at spørge om han ikke allerede havde givet og brudt sit ord til C, LA og RV, da han “gik på toilettet”?
Der er lukket for kommentarer.