Af Morten Flindt, byrådskandidat for Venstre
Det er indimellem en spøjs oplevelse at være forælder til børn i dagtilbud og FFO i Furesø Kommune. De tvungne sommerlukkeuger har gennem de seneste tre år været et kæmpe problem for både børn, forældre og medarbejdere, men af en eller anden grund har byrådet insisteret på at fastholde dem. Ved den såkaldte budgetjustering for nylig sad millionerne valgkamp-løst, men selvom både forældre og medarbejdere i sin tid advarede mod at indføre lukkeugerne og hvert år siden har bedt om at få dem afskaffet – ikke mindst fordi evalueringen af dem er så entydigt dårlig – var afskaffelse af lukkeugerne altså ikke en prioritet for politikerne. Så dem hænger vi stadig på. Man undrer sig.
Sidste år aftalte byrådet, igen til forældres og medarbejderes store utilfredshed, at afkorte åbningstiderne. De forkortede åbningstider har byrådet så valgt at afskaffe igen, få måneder efter de trådte i kraft – men kun efter at familierne er begyndt at indrette sig efter de nye forhold. For nogle børn har det betydet institutionsskift, for nogle forældre jobskift, fordi de ellers ikke kunne få hverdagen til at hænge sammen. Det havde de så ikke behøvet alligevel. Det er svært at være rigtig imponeret.
Imponeret bliver man heller ikke, når man opdager, at der faktisk ikke er nogen af vores nabokommuner, der har flere lukkedage end os, men at det i Furesø er dyrere at have barn i vuggestue eller børnehave end i de fleste af kommunerne omkring os. Eller at Furesø Kommune er blandt de kommuner i landet, der ud over forældrebetalingen bruger flest skattekroner per barn i institution.
Det er dyrt både i skattekroner og egenbetaling, men servicen følger ikke med prisen. Der er noget, der ikke hænger sammen.
Man skulle aldrig have forkortet åbningstiderne, men det er godt, at de forkortede åbningstider trods alt er blevet afskaffet igen. Endnu bedre er dog budgetjusteringens lille bemærkning om, at institutionerne selv skal bestemme, hvordan de to timers åbningstid, de nu får tilbage, skal placeres. Det er en lille detalje i den lange tekst, men det er en meget principiel detalje, som betyder at byrådet denne gang holder sig fra at beslutte ting, de ganske enkelt ikke er de bedste til at beslutte. Vi kan takke Venstres afgående byrådsmedlem og forhenværende spidskandidat Jesper Larsen for, at byrådet har skrevet det ind i aftalen. Der er da også tale om et godt, gammeldags Venstre-princip om, at beslutningerne skal træffes på så lavt niveau – altså så tæt på borgerne – som muligt.
Det er forældre og medarbejdere i den enkelte institution, som bedst ved hvilke forhold, der gør sig gældende netop hos dem. Derfor er det kun naturligt, at det er forældrene og medarbejderne, der fastsætter åbningstiderne – ikke politikerne.
Også lukkedagene, ikke bare de tvungne sommerlukkeuger, burde forældre og medarbejdere have indflydelse på. Det er forældrene og medarbejderne, der mærker konsekvenserne. Både dem, som politikerne forventede, og dem, som de ikke lige havde overvejet. Byrådet har nok ikke overvejet, at medarbejderne i institutionerne, som ikke ligefrem hører til blandt landets højestlønnede, er tvunget til at afholde deres ferie i den allerdyreste ferieperiode. Politikerne har nok heller ikke overvejet, at pædagogerne har krav på tre ugers sammenhængende ferie, og at de to tvungne lukkeuger betyder, at der vil være mangel på medarbejdere i ugerne op til og efter lukkeugerne, og at der derfor kommer ekstra pres på institutionerne i det, der normalt har været stille uger med færre børn til flere voksne. Nu er det omvendt. De har nok heller ikke overvejet, at de 18 lukkedage kommunen har i alt, dikterer placeringen af mere end 3 af både forældrenes og medarbejdernes ferieuger. Hvis forældrene da har mulighed for at holde ferie på de tidspunkter, hvor deres børns institution har lukket. Endnu en ting, politikerne nok ikke har tænkt over.
Som politiker kan man ikke vide alt, man kan ikke forudse alt. Det er der nok heller ikke nogen, der forventer af vores politikere. Til gengæld kan man som politiker være bevidst om, at man netop ikke er i stand til at forudse alle konsekvenser af sin politik. Er man det, bliver det nemmere at overlade ansvar til dem, der har den nødvendige indsigt – i dette tilfælde kommunens forældre og de ansatte i institutionerne.
