Af Lars Carstensen (K), borgmesterkandidat
Der er meget, der tyder på det. Enhver bygherre skal selvfølgelig have ret til at have nogle ønsker om at ville bygge boliger eller byggeri til erhvervsformål for at tjene penge. Det er helt legitimt.
Men en bygherre skal ikke bestemme, hvordan Furesø Kommune skal udvikles, og det er der desværre nogle kedelige eksempler på sker.
Det seneste eksempel er Kulturporten i Farum. Det er lykkedes bygherren at få dispensation til at undlade at etablere elevator i de otte opgange, der er, så alle kan komme uhindret ned deres bil. Nu er der kun elevator i tre opgange, og det er i strid med lovgivningen, som den ser ud nu. Kulturporten er et eksempel på et byggeri, der aldrig skulle have været opført med sådanne mangler.
Et andet eksempel er Ny Vestergårdsvej i Værløse, hvor kommunens bedst beliggende erhvervsområde efter ihærdigt pres fra ejeren en den største ejendom blev konverteret til boligområde på trods af valgløfter om det modsatte. Konservative har lige siden forrige kommunalvalg været konsekvente, og vi har fastholdt, at vi ville beholde området til erhverv, ligesom vi også har også stemt imod den lokalplan for området med boliger, som et flertal har vedtaget.
Dades, som er et af Danmarks største privatejede ejendomsinvesteringsselskaber vil bygge en boligblok på Farum Bytorv, hvor der i dag er parkeringspladser, som der er hårdt brug for. Til glæde for hvem? Godt gættet: Dades.
Den snigende konvertering af erhvervsarealer til boliger presser således det tilbageværende erhvervsliv ud af kommunen.
Vi vil noget andet. Vi mener på den en side, at erhverv er vigtigt for kommunen ikke bare som indtægtskilde, men på den anden side også i høj grad, fordi det skaber lokale arbejdspladser.
Men og der er et men. Erhvers- og boligbyggeri skal ikke blandes sammen. Det frarådes også fra alle tænkelige myndigheders side, da de støjgrænser, der gælder for boligområder er betydeligt lavere end dem, der gælder for erhvervslivet. Det betyder derfor, at når man blander de to, så taber erhvervslivet. Det er det, der kommer til at ske på Ny Vestergårdsvej. Og det er ikke særlig erhvervsvenligt.
Hvorfor har man igen og igen tilladt, at bygherrerne løber med alle pengene, mens kommunen står tilbage med problemerne og alle udgifterne? Det vil jeg ikke være med til.
Jeg er klar til, at vi som kommune tager magten tilbage. Det skal være kommunen, der bestemmer og sætter rammerne til gavn for os alle og ikke bygherrerne, der agerer i egen interesse og definerer kommunens byggepolitik.








3 kommentarer til “Debat -Er det bygherrerne, der bestemmer i kommunen?”
Vi kvitterer for, at Konservative ved afstemningen om perspektivarealet stillede forbehold med krav om dokumentation af naturforbedringer og inddragelse af naboer og interessenter. Men det ændrer ikke på, at området ligger direkte op ad tætbebyggede boligområder, hvilket står i skarp kontrast til den erhvervsvenlige udvikling, Lars Carstensen fremhæver i sit debatindlæg.
Det er samtidig vigtigt at slå fast, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen allerede har afvist kommunens planer, da de klart strider mod stationsnærhedsprincippet i Fingerplanen. Den ansvarlige forvaltning har understreget, at dispensation kun kan ske ved ministeriel indgriben. Når kommunen og politikerne aktivt søger at ændre Fingerplanen for at åbne for erhvervsudlæg i området, bevæger man sig ind i en juridisk gråzone, der risikerer at svække både naturbeskyttelsen og den tydelige afgrænsning mellem by og land.
Vi deler fuldt ud den bekymring, som Lars Carstensen udtrykker, om at bygherrer får for stor indflydelse på kommunens udvikling. Vi frygter, at Foss med deres tinglyste købsret til arealet vil udnytte situationen til at presse gennem en gigantisk sciencepark på 34.000 kvadratmeter – en enorm udvidelse i forhold til de oprindelige planer på 1.500 kvadratmeter.
Dette står i direkte modstrid til vores klare holdning: Furesø skal udvikles uden at bygge på naturarealer. I stedet bør kommunen satse på at udnytte og udvikle eksisterende erhvervsområder, hvor erhvervsudvikling er både naturlig og hensigtsmæssig. Politiske beslutninger skal bygge på et solidt, lovligt og gennemsigtigt grundlag for at bevare både kommunens troværdighed og bæredygtighed.
Jeg vil derfor advare om, at kommunen endnu en gang risikerer at blive trukket rundt i næsen – på bekostning af naturen, borgerne og den langsigtede udvikling.
Enhver der kan finde ud af at kigge i Furesø Byråds seneste referat, vil kunne se, at konservative, venstre og socialdemokratiet stemte for dispensation.
3 partier valgte at stemme mod dispensation og for overholdelse af bygningsreglementet. Den er lavet for at beskytte ældre og funktionsnedsatte. Radikale Venstre, SF og enhedslisten.
Ved enhver ny bebyggelse, erhverv eller privat, følger der parkeringsudfordringer med. En aldeles underprioriteret udfordring, er, parkingspladser ved stationen i Farum. Der er for få.
Så længe Farum er endestation for S-toge mod hovedstaden, vil der være et opland, som efterspørger P-pladser for at undgå parkeringskaos i hovedstadsområdet og efterkomme samfundets ønske om mere klimavenlig transport med tog.
Hidtil har Furesø Kommune efterkommet dette behov med forbud, forbud mod at parkere, f.eks. på Stationsvej, tidsbegrænsning på nærliggende parkeringspladser – senest på Farum Bytorv. Det har bevirket at pendlerparkeringen herfra, er flyttet til de gratis parkeringsområder ved Stavnsholts Kirken og Marie Kruses Skole. Det skaber vanskeligheder for besøgende til kirkelige handlinger og for skolen.
Det grundlæggende problem, pendler parkering, som relaterer sig til Farum Station, bliver således skubbet rundt i de nærliggende områder, uden de ansvarlige politikere/DSB/Bane Danmark, tager sig af sagen. En af de begrundelser som bruges fra politisk hold, er, at der arbejdes på en ny linjeføring til Hillerød. En tænkt løsning som, hvis den gennemføres, ligger adskillige år ud i fremtiden. Problemet eksisterer bare her og nu, og derfor bør der tænkes i løsninger med en holdbarhed som kan vare, indtil “fuglene på taget”, tog til Hillerød, kan realiseres. En delvis finansiering kan ske, ligesom i lufthavne, ved en P-afgift af en størrelse, så det stadig er interessant at tage toget.
Der er lukket for kommentarer.