Af Rikke Blak-Kristiansen (C) og Lars Carstensen (C) medlemmer af Børn- og skoleudvalget og Morten Flindt (LG) medlem af Byrådet
Vi skal snart tage stilling til en ny styrings- og tildelingsmodel for specialundervisning i Furesø.
Udgangspunktet er godt. Flere børn skal trives og lære i deres lokale skole. Det er vi helt enige i.
De seks principper bag modellen er også gode. Skolerne skal have bedre mulighed for at skabe løsninger tæt på børnene. Der skal være lige muligheder på tværs af kommunen. Og vi skal skabe løsninger sammen.
So far, so good. Men så kommer økonomien.
Når økonomien flytter ind i klasselokalet
Et af den nye models vigtigste greb er at “øge de økonomiske incitamenter til at understøtte skiftet fra specialtilbud til almenområdet”. Eller med andre ord: Kommunens skoler skal mærke det på pengepungen, når de sender elever i specialtilbud.
I den nye model skal den enkelte skole betale 200.000 kroner om året, når et barn visiteres til et specialtilbud. Og fordi nogle skoler enten visiterer flere eller færre børn til specialtilbud end beregningen af tallene fra Danmarks Statistik forudsiger de bør, så vil nogle skoler måske opleve at få en regning, mens andre får et tilskud.
Rikke har to kasketter på i denne sag. Rikke er medlem af Børn og Skoleudvalget i Furesø, og er samtidig lærer.
Det kan man vælge at kalde en interessekonflikt. Vi kalder det nyttig viden.
For Rikke ved, hvordan en kommunal beslutning ser ud på et stykke papir. Og ved også, hvordan den kan se ud mandag morgen klokken 8.10 i et klasselokale.
Når en skole skal betale 200.000 kr for at sende et barn i specialtilbud, begynder Rikkes lærerhjerne nemlig at larme lidt.
For 200.000 kroner er mange penge på en skole.
Det kan være timer. Det kan være ekstra voksne. Det kan være støtte til andre børn.
Og selv om visitationen fortsat ligger centralt, starter vejen mod et specialtilbud ude på skolen.
Det er lærerne og pædagogerne, der ser barnet hver dag. Det er her, vi prøver forskellige indsatser. Det er her, PPR bliver inddraget. Og det er her, man på et tidspunkt må erkende, at det tilbud, vi kan give barnet, måske ikke er nok.
Vi tror ikke et øjeblik på, at en skoleleder vil tænke: “Det barn er for dyrt, så vi lader være.” Sådan fungerer mennesker heldigvis ikke.
Men økonomiske incitamenter virker. Ellers var der jo ikke nogen grund til at bygge dem ind i modellen.
Og når budgetterne er pressede, og pengene kun kan bruges én gang, bliver prioriteringerne sværere.
Derfor er vores spørgsmål:
Hvordan sikrer vi, at et barn ikke bliver i almenområdet for længe, fordi skolen samtidig ved, at alternativet koster 200.000 kroner?
Inklusion er mere end placering
Vi tror på inklusion, når inklusion betyder, at et barn faktisk er en del af et fællesskab.
Men et barn er ikke inkluderet, bare fordi barnet befinder sig i en almindelig klasse.
Hvis skoledagen bruges på at være overanstrengt, føle sig forkert eller opleve nederlag, så har vi ikke inkluderet barnet. Så har vi bare placeret barnet.
Derfor hænger den nye model også uløseligt sammen med noget andet.
Almenområdet skal kunne noget mere
Hvis flere børn skal lykkes i almenområdet, skal almenområdet kunne noget mere.
Der skal være voksne nok. Der skal være de rigtige kompetencer. Der skal være mulighed for små fællesskaber, fleksible løsninger og støtte, før problemerne vokser sig store.
Det koster også penge.
Som borgerlige går vi ind for økonomisk ansvarlighed. Vi skal passe på borgernes penge. Men økonomisk ansvarlighed er ikke nødvendigvis at vælge den billigste løsning her og nu.
Hvis et barn mistrives i flere år, fordi vi ikke satte rigtigt ind i tide, kan regningen blive langt større. Først og fremmest for barnet. Men faktisk også for kommunen.
Har skolerne samme udgangspunkt?
Derfor kunne det være meget interessant at se en økonomiske startlinje for hver enkelt skole inden modellen implementeres.
Har skolerne reelt lige muligheder for at lykkes?
Tager modellen højde for, at specialpædagogiske behov ikke nødvendigvis følger familiens indkomst eller postnummer?
Og hvad betyder det for skoler, der allerede løfter særlige opgaver?
Vi håber, skolebestyrelserne vil stille nogle af de samme spørgsmål, når modellen nu sendes i høring.
For ambitionen er rigtig.
Flere børn skal have mulighed for at høre til i deres lokale skole.
Barnet skal stå forrest
Men målet må aldrig blive, at flest mulige børn skal blive i almenområdet for en hver pris.
Målet skal være, at flest mulige børn trives, lærer og udvikler sig.
Nogle gange er almenområdet det helt rigtige sted.
Andre gange er et specialtilbud det rigtige.
Og derfor må hensynet til skolenernes budget ikke blive afgørende for, om et barn visiteres til specialtilbud eller ej.
Barnet skal stå forrest.
