Af Lars Carstensen (C), Nils Toft (B) og Rikke Blak‑Kristiansen (C)
Borgmester Nicolai Bechfeldt har ret i én grundlæggende ting: Der er behov for et markant løft af børn og unges trivsel i Furesø. Men vi bliver nødt til at udfordre hans konklusion, at løsningen primært er en stor engangsinvestering i skolerne. Hvis analysen er, at mistrivslen er vokset over år, er det svært at se, hvordan et økonomisk engangsløft kan være det svar, der ændrer udviklingen varigt.
Når man taler om at “knække kurven”, er det værd at overveje: Hvornår begynder kurven egentlig at stige?
De inklusionsudfordringer, stigende pres på specialområdet og børn i mistrivsel vi i dag ser i folkeskolen, opstår ikke pludseligt midt i skoletiden. De er nærmere resultatet af flere år, hvor der har været for få voksne, for lidt tid og for ringe mulighed for tidlig indsats.
Derfor er det problematisk, at dagtilbuddene stort set er fraværende i borgmesterens udspil. For hvis man vil ændre udviklingen grundlæggende, er det netop her, man efter vores mening skal starte.
Borgmesteren foreslår engangsinvesteringer, måske fordi de er økonomisk håndterbare og politisk overskuelige. Problemet er bare, at de rigtige løsninger i dagtilbuddene ikke er engangsinvesteringer.
Bedre normeringer er ikke midlertidige, men en tidligere indsats kræver flere voksne.
Lønløft og bedre vilkår til pædagoger er en varig prioritering, hvis Furesø skal kunne tiltrække og fastholde kvalificeret personale.
Opkvalificering af pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter er et løbende valg om højere faglighed og stabilitet
Afskaffelse af lukkeuger kunne være et konkret greb for mere stabile hverdage for børnene og bedre rammer for medarbejderne.
Det kræver flere penge hvert eneste år og derfor flugter det ikke med ideen om en pose penge nu og her.
Når næsten en tredjedel af skolebudgettet i dag bruges på specialtilbud for relativt få børn, er det ikke et tegn på, at skolerne fejler. Det er nok mere et tegn på, at indsatsen starter for sent.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal investere. Spørgsmålet er, hvor og hvordan.
Hvis målet er færre børn i mistrivsel, færre i specialtilbud og flere, der kan lykkes i fællesskabet, så kræver det, at vi tør prioritere det, der virker også selv om det ikke kan løses med et enkelt økonomisk løft.
Den bedste skolepolitik begynder ikke i skolen. Og trivsel skabes nok desværre ikke gennem engangsinvesteringer, men gennem et varigt løft med flere voksne, mere tid og faglighed, både i skolerne og i dagtilbuddene.
