Af Morten Rosenvold Villadsen på vegne af en gruppe borgere.
Klima, biodiversitet, iltsvind, uddøde arter, døde fisk, forurenede søer, køer og grundvand. Vi har i øjeblikket en lang række af naturkriser.
Det gælder også i Furesø Kommune.
Problemerne er kolossale, men løsningerne på kriserne findes og selvom de er dyre og svære så er de er heldigvis velbeskrevne. En af de gennemgående løsninger for alle naturkriserne er at naturen skal have mere plads og vi mennesker skal ikke længere have førsteret alle steder på alle måder til alle tider. Vi skal bruge lidt mindre. Vi skal give plads til naturen og selv træde et skridt tilbage.
Det gælder også i Furesø kommune.
I EU har man sat som mål at vi skal have 30 % beskyttet natur og heraf 10% strengt beskyttet natur. Sådan vurderer forskerne at man kan løse en lang række af problemer. Det er derfor politisk besluttet at alle i EU skal prioritere og bidrage med områder hvor naturen har førsteret.
Det gælder også i Furesø kommune.
Selvfølgelig er der protester når folk skal give noget fra sig, se bare traktorerne i Paris, og alle steder er folk såmænd glade for natur, men et mindretal vil altid foretrække at det ikke lige bliver i deres egen baghave, hvis den vilde natur bliver lidt for besværlig. Dobbeltmoralen er stærk her. Fænomenet kaldes NIMBY (Not In My Backyard) og er velkendt særligt omkring placering af vindmøller, asylcentre, solceller, motorveje, fængsler og ambitiøse naturprojekter.
Det gælder også i Furesø kommune.
Men dobbeltmoralen er en samfundsmæssig blindgyde og skal udfordres. Der vil nemlig altid være NIMBY uanset hvorhen man peger. Fremkaldervæsken der tydeliggør denne dobbeltmoral får man ved at spille bolden over på NIMBYs banehalvdel.
Når de naturskeptiske stemmer i byrådet og små grupperinger af NIMBY-borgerne melder sig på banen så skal alle omkring dem huske at spørge:
På hvor mange procent synes du naturen skal have førsteret?
10-30%, som vi som nation og flertallet af danske partier har forpligtet sig til, eller måske mindre?
Hvorfor?
Hvor skal de områder så konkret placeres?
Det faglige svar på placeringen i forhold til biodiversitet vil være: “I store sammenhængende områder hvor naturværdierne er størst”. NIMBY-svaret, derimod, vil selvfølgelig være en variation over refrænet “ikke i min baghave”.
Det gælder også i Furesø Kommune.
Så derfor Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Bevar Baunesletten, Hjortøgaard m.fl
Hvor mange procent stærk beskyttet vild natur synes I vi skal have som mål? Hvor skal de områder konkret placeres?
For hvis vi IKKE afsætter plads til naturen og følger de faglige anbefalinger, hvis vi IKKE træder et skridt tilbage og accepterer at hundeluftning, kælkebakker, golfbaner, ridning, landbrug, friluftsliv, skovture, hyggelige dyrehold og motion godt kan finde sted uden at skulle trumfe naturen på 100% af arealerne, og at menneskers behov godt kan tåle at komme i anden række i en procentdel af vores naturområder, så vil alle vores ovennævnte naturkriser blive ved med at være uløste og så giver vi bare endnu større kriser videre til den næste generation.
Det gælder også i Furesø Kommune.
Underskrevet af
Gitte Klein, Naturvejleder, Værløse
Jacob Rasmussen, Speciallæge, Værløse
Thomas Vikstrøm, Biolog, Farum
Lars Johansen, førtidspensionist, Værløse
Martin Jensen, direktør i den grønne omstilling, Værløse
Morten Rosenvold Villadsen, projektleder, Farum
Stine Louise Dahlfeldt, projektleder og PA, Farum
Rasmus Trock Kinnerup, projektleder, Værløse
Rikke Anker Jensen, Gymnasielærer, Værløse
Christina Christensen, Specialkonsulent, Værløse