Af Rikke Blak-Kristiansen (C) Skolelærer og byrådsmedlem
Nogle gange glemmer man næsten, hvad politik egentlig handler om. Det handler ikke om at få ret i en debat, men om at skabe løsninger, der giver mening for dem, det hele drejer sig om: borgerne.
Tag nu bare diskussionen om lukkeuger i vores FFO’er og daginstitutioner.
Når institutionerne holder lukket, går det ud over børnefamiliernes hverdag. Forældre må tage fri eller finde nødløsninger, mens børn flyttes rundt mellem ukendte voksne og nye rammer. Det skaber utryghed, især for de mest sårbare børn.
Derfor er det uforståeligt, at nogen fortsat forsvarer et system med to hele lukkeuger og i alt 20 lukkedage på et år. Det er langt over landsgennemsnittet og langt væk fra det, der burde være kommunens fokus: at sikre trygge rammer og stabilitet for børn og familier.
Lukkeuger er hverken til gavn for børn, pædagoger eller forældre. Dygtige pædagoger ønsker fleksibilitet, ikke tvungne ferier. Og forældre har brug for institutioner, de kan regne med. Når fire ud af ti forældre siger, at lukkedagene gør det svært at passe deres arbejde, burde det sige sig selv, at noget er galt.
Vi konservative foreslog at afskaffe lukkeugerne i årets budgetforhandlinger. Det fik vi desværre ikke flertal for. Men kampen stopper ikke her. Vi kæmper videre, for det handler ikke om partipolitik. Det handler om børns hverdag.
Det samme gælder sagen om Baunesletten.
Her stod borgerne sammen om et sagligt og velbegrundet ønske: at bevare sletten åben og tilgængelig for alle. De pegede på, at området allerede blev plejet med høslet og afbrænding, en metode der faktisk havde givet gode resultater for biodiversiteten.
Alligevel valgte et flertal at sætte hegn op og sætte køer ud uden reelt at lytte til borgerne.
Borgermødet, der skulle skabe dialog, endte som envejskommunikation, og mange følte sig overhørt. Det skader tilliden. Når borgere bruger tid og energi på at engagere sig i deres lokalsamfund, fortjener de at blive taget alvorligt, også når de er uenige med flertallet.
Begge sager peger på det samme grundproblem. Vi er nødt til at huske, at politik er til for borgernes skyld. Ikke for at bevare beslutninger, der ikke fungerer. Ikke for at holde fast i prestigeprojekter. Men for at skabe løsninger, der faktisk giver mening i virkeligheden.
Jeg tror på, at vi kan gøre det bedre.
